Kalymnos vejret

Vejret på Kalymnos er solrigt og meget varmt sommervejr med temperaturer mellem 30 og 35 grader. Tordenbyger kan sommetider medføre lidt lavere temperaturer. Desuden giver havbrisen langs kysten på Kalymnos en noget lavere temperatur.

 

I indlandet er der også varmt i starten af september, men senere mere behageligt med temperaturer mellem 25 og 30 grader. Desuden dominerer det solrige vejr med få eftermiddagsbyger.

 

I oktober-november får Kalymnos mere køligt og ustadigt vintervejr. Generelt er vintrene milde, men kold luftstrøm fra nord forekommer, sommetider med sne. Vejret stabiliseres hurtigt om foråret og fra april er det mest solrigt med få lokale byger.

Kalymnos
Svampedykning på Kalymnos

Efter opdagelsen blev svampene eksporteret i stor stil fra Grækenland, hvilket skabte en vældig rigdom på Kalymnos.

Svampefiskerne var oprindelig fridykkere, som med en sten bundet om armen nåede hurtigt ned på bunden, hvor de samlede så mange svampe som muligt, inden de måtte op og trække vejret. Et ikke ufarligt erhverv.


Men rigtig farligt blev det først, da de første dykkerdragter med luftslanger blev opfundet. Ingen anede på det tidspunkt noget om trykudligning, og svampedykkerne døde som fluer. Kalymnos blev i den periode kaldt de sorte enkers ø.

I lære som svampedykker


I dag er der svampedykkerskole på Kalymnos, og svampefiskerne er professionelle og ved, hvordan man dykker ned på 30 til 50 meter, hvor de største svampe findes. Men hvor der i 1980’erne var omkring 300 svampefiskerbåde på øen, er der i dag kun en håndfuld tilbage.


Der er naturligvis svampe alle vegne på øen og enhver souvenirforretning sælger natursvampe. De billigste er dog importeret fra Østen.

Svampene kan også købes i Pothias svampefabrikker, hvor man kan se, hvordan man forvandler den stenhårde sorte svamp til en blød lys og brugbar svamp. Man kan desuden opleve svampenes historie på øens museer.

 

Kalymnos Grækenland

Det rolige og uforstyrrede Kalymnos er en af de billigste græske øer at leve på. Tidligere var øen mest af alt kendt, fordi turister fra Kos tog over på endagsture for at nyde freden og købe de berømte natursvampe. Men i dag er der mange, der tager hertil for at få en ferie med ro og en smuk natur.

Ved første blik kan Kalymnos se ret barsk ud, men når du kommer lidt omkring, så opdager du, at landskabet bliver mere afvekslende. Ved kysten styrter klipperne sig brat ned i havet, og mellem dem findes der små, fine bugte, hvor I kan bade. I de frodige dale dyrker man citroner, mandariner og vin, og luften summer af bier, der samler den berømte kalymnoshonning.

Eftersom Kalymnos har haft mange skibsbyggere, så findes der ikke længere så meget skov på øen. Den største by er hovedstaden Pothia, som ligger på den sydlige del af øen. Her bor den største del af øens befolkning. Den er ret livlig med mange taverner og restauranter, og husene er gamle og malede i meget fine farver. Derimod findes der ikke så mange turisthoteller, så hvis du vil opleve græsk hverdagsliv, er det perfekt at aflægge et besøg i Pothia.

Mad & drikke på Kalymnos

De fleste restauranter og taverner her menukort, men de stemmer sjældent overens med, hvad køkkenet faktisk kan byde på. Som regel kan du få lov at følge med ud i køkkenet og se, hvad der er frisklavet og godt netop den dag.


Grillet kød er almindeligt, men prøv også de mange forskellige retter fra katsarola, altså gryderetter. Nogle eksempler er kokkinisto (oksekød i tomatsovs), stifado (lammekød og løg i tomatsovs, men den kan også laves med blæksprutte eller kaninkød), og dolmades (græske kåldolmere, som serveres med citronsovs og yoghurt).

 

Andre gode retter er moussaka, jemista (fyldte tomater og peberfrugter) eller pastitsio (ovnbagt ret med pasta og kødsovs).


Fisk er betydeligt dyrere end kød. Når du bestiller fisk, så får du selv lov til at udpege hvilken fisk, du vil have. Siden bliver den grillet og serveret mens hovedet stadig sidder på.


Kaffe efter maden kan man ikke få overalt, og de græske taverner plejer bare at have is og crème caramel som dessert. Grækerne selv plejer bare at afslutte et måltid med lidt frugt. Bestiller man græsk kaffe, så får man en lille kop på størrelse med en espresso. Men i den græske version er kaffen kogt med, og den ligger nede på bunden af koppen. Lad den derfor stå et øjeblik, og lad endelig være med at sluge alt kaffen i en mundfuld! De fleste steder kan også sagtens lave en kop filterkaffe. Iskaffe, eller frappé, som den hedder i Grækenland, er også læskende i varmen.

Kalymnos

Kalymnos shopping

I Massouri og Myrties, hvor de fleste hoteller ligger, finder man også de fleste turistbutikker med badetøj, bijouterie, lædervarer og lidt keramik. Langs med hovedgaden i Pothia ligger mange hyggelige butikker med sko, tøj, smykker, legetøj osv. Åbningstiderne er mandag-lørdag 8-14 og 17-21. Onsdag og lørdag eftermiddag og hele søndag er der lukket.

 

Badesvampe
Kalymnos kaldes også for svampefiskernes ø. Her har man fisket efter natursvampe i mere end 2000 år. Et besøg i en af svampefabrikkerne er et must! Her kan du også købe fine badesvampe. De badesvampe, som sælges af gadesælgerne er ofte importerede fra Cuba, Filippinerne og Bahamas. De koster kun en femtedel af, hvad de græske svampe gør, men kvaliteten er meget dårligere. Vil du købe en ægte Kalymnos badesvamp, så skal du tage til Papachatizis svampefabrik, som ligger ved havnen, nær havnepolitiet. Svampe som er store nok til at vaske kroppen med koster omkring 8 EUR.

 

Krydderier og honning
På Kalymnos vokser mange spændende krydderier, for eksempel oregano, salvie, timian og rosmarin. Det er bare at begive sig ud i bjergene og plukke selv. Fortrækker du at købe dem, kan du gøre det hos en af gadehandlerne i Pothia.
Når krydderurterne blomstrer, samler bierne nektar til en lækker, sirupsagtig honning, som man også kan købe hos gadesælgerne.

Kalymnos

Udflugter & seværdigheder Kalymnos

Savas-klostret
Ligger bagved skoven. Her står der et stort kors, som er et symbol for Kalymnos. I klostret bor i dage elleve nonner. Du kan besøge det, men tænk på at være ordentligt klædt på, det vil sige: hav knæene og skuldrene dækket.


Mandarindalen
Det eneste sted på Kalymnos, hvor der findes jordbrug, takket være et stort vandingssystem. I den frodige dal dyrkes mandariner, appelsiner, citroner, oliven og grøntsager. Byen Vathi ligger i den ene ende af dalen, lige ved havet.

 

Pera Kastro-borgen
Ligger højest oppe på bjerget i Horio. Den er byzantinsk og blev bygget i 900-tallet. Senere kom Johannitterridderne og byggede til. Inde i borgen ligger ni små kapeller, som vogtes af Horios kvinder.


Jomfru Maria-kirken
Var tidligere øens domkirke. Fantastiske vægmalerier og en meget fint snittet altertavle. Kirkens seks søjler stod oprindeligt i det antikke Apollotempel uden for byen Hora.


Apollontemplet
Øens antikke tempel, som blev revet ned for at skaffe byggemateriale til de to kristne kirker. Derfor findes der ingen ruin tilbage, men området er ved at blive gravet ud, og man gør stadig nye fund. Ligger uden for byen Horia.

 

Kefalagrotten
Ligger på den sydvestlige side af Kalymnos, er 80 meter lang og har et areal på sammenlagt 1.000 m2. Grotten har seks kamre. I det største af dem findes en mægtig stalagmit, som ligner Jupiter, der sidder på en trone. Du kan komme hertil med båd. Tag til Kefala-bugten og tag stien det sidste stykke. Kommer du med bil, så kør til Agia Katarina-klostret og gå derfra. Du besøger grotten på egen hånd, og her er ingen entréafgift.


Grotten ved Skalia
Øens fineste grotte, men også den mest svært tilgængelige. En vej, som på to steder går meget brat ned gennem bjerget fører til grotten med de smukke drypstensformationer. Den ligger oppe på bjerget ved byen Skalia. Entré 14 €. Guiden, som viser grotterne frem, kan kontaktes i kiosken i Skalia.

 

Chrysoheria
Middelalderborg, som blev bygget af de engelske korstogsriddere for at beskytte havnen. I muren er der indgraveret et våbenskjold fra Genoise Vignolio, som var den sidste byzantinske guvernør på de dodekanesiske øer. Borgen ligger på en høj ved hovedvejen mod Pothia. Ingen entré, borgen er åben døgnet rundt.

Temperatur & nedbør på Kalymnos

Måned Temperatur Min.temp. Max.temp. Nedbørsdage
januar

10.3 °C

6.8 °C

13.3 °C

13.9

februar

10.0 °C

6.4 °C

13.2 °C

10.3

marts

12.2 °C

7.8 °C

15.7 °C

 8.1

april

16.1 °C

10.7 °C

19.8 °C

 7.0

maj

20.5 °C

14.1 °C

24.5 °C

 4.2

juni

25.2 °C

18.2 °C

29.4 °C

 1.4

juli

28.4 °C

22.2 °C

32.5 °C

 0.2

august

27.7 °C

21.9 °C

32.0 °C

 0.1

september

24.3 °C

18.8 °C

28.6 °C

 1.3

oktober

19.2 °C

14.8 °C

23.0 °C

 4.4

november

14.5 °C

10.7 °C

17.8 °C

 9.5

december

12.1 °C

8.6 °C

15.1 °C

14.4

Om Kalymnos

Besøg en helt unik ø i den græske øverden!

 

Kalymnos kræver lidt af sine gæster, men giver også utroligt meget tilbage. På afstand ser det ud, som om bjergene på Kalymnos stiger lige op af havet. Men når man kommer nærmere, opdager man, at der bag den barske facade gemmer sig en spændende lille ø med hyggelige landsbyer og små, gode strande mellem de bratte klipper.

 

Golde bjerge og frodige dale indbyder til vandreture ad småveje og æselstier, og havet rundt om Kalymnos er klart og rent med masser af fisk og perfekte forhold til snorkling.

Naboøen Telendos

Telendos var landfast med Kalymnos indtil år 554. Da ramte et kraftigt jordskælv Kalymnos og skabte det stræde, som i dag adskiller Telendos fra hovedøen.


På det område, som sank i havet, lå det meste af byen Pothaea, som man mener var Kalymnos' hovedby på den tid, og som strakte sig til Telendos' sydvestlige del. Endnu kan man se rester af byen og et romersk teater på havets bund. Man kan læse mere herom på denne engelsksprogede side.


Når man ser strædet mellem de to øer, får man en idé om, hvilke ufattelige kræfter der kan udløses under et jordskælv. Ifølge historikerne varede skælvet i 7 dage.
På øen er der rester af romersk bebyggelse, et middelalderligt kloster, et par kirkeruiner og en tidlig kristen nekropolis.

 

På Telendos bor der ikke mange, og den er et særdeles fredeligt sted. Der er flere små strande, hvor man kan bade, og for klatrerfolket er der 4-5 "officielle" ruter. Den lille hyggelige havn har en fin promenade, en bar og nogle få restauranter. Her kan man sidde og nyde udsigten til Myrties og Massouri, som tager sig godt ud i solnedgangens bløde lys.

 
Kalymnos
Kalymnos strande

På Kalymnos findes der mange fine strande, som tiltrækker både øboer og besøgende. I august kommer mange grækere hertil på ferie, så der kan blive trangt ved nogle af strandene.

 

Akti, en bugt på vejen til Mandarindalen. Stenstrand, som kræver, at du medbringer noget at ligge på, da de ikke lejer liggestole ud her. Mange grækere kommer her. Meget brat vej ned til bugten. Mange snorkler her, på trods af at fiskefarme i området godt kan gøre vandet lidt grumset. Der ligger en lille fin taverne på stranden.


Pothia, ved siden af havnen findes en anlagt strand med grovkornet, mørkt sand. De fleste besøgende her er grækere. Stranden vender ud mod åbent hav, hvilket gør, at der godt kan skylle lidt affald op på stranden.


Therma, klart vand og relativt lavvandet bund. Ind i mellem kan her dog blive ret høje bølger. Her ligger et par hoteller og et par barer, som også serverer lettere måltider. Mange græske unge kommer hertil for at spille bold og være sammen.


Linaria, en lille rolig sandstrand, som ligger ved siden af Kantouni. Sjældent ret mange folk. Relativt lavvandet, så stedet passer ret godt til børnefamilier.

 

Myrties, stor stenstrand med både græske og udenlandske besøgende. Lille snackbar, liggestole kan lejes.

 

Massouri, den største strand på øen, 500 meter lang med grovkornet, mørkt sand og smågrus. Ligger ved sundet mellem Kalymnos og den lille naboø Telendros. Mange fristes til at svømme mellem øerne, men selv om strækningen ikke ser så stor ud, så lad være – det kan være livsfarligt. Undervandsstrømmen er stærk, og der sejler mange både her.

 

Der ligger mange hoteller i nærheden, så stranden plejer at være velbesøgt. Snackbar, liggestole og parasoller kan lejes, ligesom man kan leje strandting som vandcykler. Basketball-turneringer om sommeren.

Aktiviteter på Kalymnos

Vandring på Kalymnos.


Bjergene på Kalymnos er perfekte til at vandre i. Hvis du er i rimelig kondition og ikke lader dig gå på af tidsler eller skarpe sten, så kan du vandre på en af æselstierne. Fra Pothia til Mandarindalen går en snoet æselsti op ad bjerget. Fra Arginontabugten til Mandarindalen går en anden æselsti. Begge turene tager 3-4 timer. Tænk på at det kan være godt at starte tidligt om morgenen, inden det bliver for varmt. Tag en madpakke og rigeligt med vand med.

 

Dykning på Kalymnos


I Vhyhadia ligger øens dykkerskole hos Hr Stavros på havnemuseet. Her kan du tage dykkercertifikat. Stavros kan træffes på havnemuseet eller på hans taverne på stranden.

 

Bjergklatring


For få år siden var her et træf med klatrere fra hele verden, som kom hertil og testede de forskellige klatremuligheder og ordnede dem efter sværhedsgrad.

Kalymnos
Transfer til Kalymnos

Flyet lander på Kos. Fra lufthavnen til havnen, Mastihari ca. 15 min. med bus. Sejlturen til Pothia på Kalymnos tager ca. 1 time. Fra Pothia til Myrties og Massouri ca. 20 min. med bus.

 

De angivne tider er effektiv rejsetid. Ventetider kan forekomme. Ved ankomst kan det ske, at man kommer til at overnatte en nat på Kos inden videre transfer til Kalymnos, alt afhængig af ankomsttid og vejr.

Kalymnos transport

Bus & Taxa.

Der findes kun to buslinier på Kalymnos. Den ene går fra Pothia til Kastelli. Hver mandag, onsdag og fredag fortsætter to af turene til Emborios. Den anden linie går mellem Pothia og Vathi. Begge linier kører samme vej frem og tilbage. Køb billetter inden du stiger på bussen. Billetter findes ofte i kiosker og lignende i nærheden af busstationen. I Pothia ligger busstationen ved rådhuset tæt på havnen.

 

Du kan køre taxa på to måder: enten med almindelige biler eller med ”taxabusser”, hvor du deler en bil med andre. Ingen af dem kører efter taxameter, i stedet har de faste priser. For en sikkerheds skyld bør du dog aftale prisen med chaufføren i forvejen. Du kan også leje en taxa og tage en tur rundt på Kalymnos.

Ferie på Telendos

De stille feriedage på Telendos kan nydes med en god bog på en af øens fire strande med krystalklart vand, som også er ideelle til snorkling. Øen har 4 strande, bystranden Telendos Beach, Potha, Chohlakas og Paradise.

 

Ind imellem daselivet på stranden og afslapning på havnen med udsigt til Massouri og Myrties, indbyder den lille ø også til gode vandreture. Øens højeste punkt er Rachi (458 m.o.h.), og baglandet er bjergrigt.

 

Bag byen findes der små stier, som fører til flotte udsigtspunkter og små bugter. Der findes også levn fra en romersk -bebyggelse og et kloster.

Den lille klippeø er med sine mange klipper også populær blandt klatrefolket.

Læs også

rejsebeskrivelsen

Kalymnos/Kos

Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net