Washington
Washington vejret

I Washington bliver det ret varmt om sommeren, og især august kan være ret ulidelig med en tung og fugtig varme. Som varmehungrende dansker der kommer til Washington kan man undre sig over, hvorfor amerikanerne tydeligvis søger indendøre og helst kører i bil eller handler i overdækkede malls. Men man skal ikke have været her ret længe, før man sætter pris på air-condition og den dejlige, kolde luft inden døre.

Washington temperatur

Måned

 

min. temp.

celcius

max.

temp.

celcius

 

 

 

januar

 

-5.2

5.9

 

 

 

februar

 

-4.0

8.1

 

 

 

marts

 

0.7

14.1

 

 

 

april

 

5.5

19.7

 

 

 

maj

 

10.9

24.8

 

 

 

juni

 

15.8

29.2

 

 

 

juli

 

18.2

31.2

 

 

 

august

 

17.3

30.5

 

 

 

september

 

13.6

27.1

 

 

 

oktober

 

7.1

21.2

 

 

 

november

 

2.6

14.7

 

 

 

december

 

-2.6

8.3

Washington drikkepenge

Hvis du går ud på en restaurant, forventes du at lægge 15-20% i drikkepenge. Du betaler blot det ekstra, eller skriver det ekstra på dit kreditkort.


Hvis du selv henter din mad ved disken, og selv rydder af bordet som for eksempel på Burger King eller kaffekæden Starbucks skal du ikke give drikkepenge.


Hvis du går på bar skal du give bartenderen drikkepenge. Typisk er at lægge en dollar for to drinks. Du efterlader dem bare på disken.

 

Washington USA

Washington DC er en gigantisk monumentby. Hele USA´s historie findes her, og store dele af verdens, i øvrigt. Alle store begivenheder i nyere tid er aftegnet her i byen, hvis det ikke findes som et monument, så findes dokumentationen på et af de mange museer.

Washington DC er en professionel by. Man arbejder. Man regerer. Man tjener penge og man former politiske planer. Mænd går med slips, og verdenshistorien bliver skabt her hver eneste dag.

"Hvor er de små hyggelige gader, hvor er de spændende, anderledes kvarterer og hvor er det sprudlende avant-garde-kulturliv?", spørger folk der besøger byen. Og det er ganske sandt, hvis man går på jagt efter en af de ovenstående ting, ja så spilder man simpelthen sin gode ferietid. Så det er godt at være lidt forberedt, inden man tager til Washington DC. Ellers taber man let pusten og synes, at man har været på besøg i en nipshylde af overvældende dimensioner. Til gengæld er det også en meget grøn by og en by, hvor der altid sker noget. Det er imponerende ud over alle grænser at besøge hovedstaden for verdens eneste supermagt.

Og tag ikke fejl - man går også ud og morer sig her. Man tager til forskellige kvarterer alt efter om man er til en stille middag og en gåtur langs marinaen, eller om man er til fest og farver og dans til solen står op. Alt findes her.

Rejser til Washington DC

Mad & drikke i Washington

Amerikanerne skelner mellem forskellige verdensdele, når de skal ud og spise. Skal man have kinesisk, italiensk, mexicansk, thailandsk, amerikansk (med steaks), osv osv. Her er et par tips:

Chinatown - her ligger en række gode, billige restauranter, tæt ved alle museerne. Chinatown indvarsles af en imponerende, kinesisk port, men ud over en stribe glimrende restauranter er her ikke meget kinesisk lokalkolorit.

Mexicansk - mad er ofte billig. Det er ikke særligt forskellig fra mexicansk mad herhjemme, men standarden er ofte lidt højere.


Seafood - findes især på restauranter langs med Potomac-floden. Det er som regel ret godt – men ikke det billigste du kan spise. Regn med omkring 200 kroner for en hovedret – så er maden til gengæld også frisk og lækker. Seafood-kæden Phillips har en seafood-buffet af imponerende dimensioner.

Frokost - amerikanerne har ofte en hel times frokostpause og går ofte ud og spiser her. Så det er ikke svært at finde et godt sted at spise frokost. Du kan finde et sted, der sælger sandwich, eller spise varm mad. Restauranterne på Smithsonian museums er lidt dyre og kedelige, men de kan gå an.


Adams Morgan - kvarteret, som er fyldt med barer har også nogle gode restauranter med hver deres særpræg. Blandt andet ligger her en etiopisk restaurant.

Cafeer - hvis man trænger til at strække benene og få lidt at drikke, så prøv en af de mange, fantasifulde variationer over temaet kaffe hos kæderne Starbucks eller Xando. Du skal ikke give drikkepenge her.

Burgers - behøver vist ikke nærmere omtale. Men det er en billig og hurtig mad. Bemærk også, at fastfood i USA faktisk ER hurtig. Hvis man spiser på et fastfood-sted, ser du aldrig en kø på 10 mennesker, som man kan gøre herhjemme.

Udflugter & seværdigheder Washington

Manassas Battlefield - hvor den amerikanske borgerkrig startede den 21. juli 1961. Konflikten mellem mellem nordstaterne og sydstaterne var igennem længere tid spidset til, og begge parter havde oprustet en hær. Da det endelig så ud til at komme til et sammenstød, regnede alle med, at der ville blive et enkelt slagsmål, så man kunne få konflikten løst en gang for alle. Mange borgere tog derfor herud med madkurv for at se begivenheden, men måtte flygte over hals og hoved, da stedet i løbet af dagen forvandledes til en blodig slagmark. Krudtrøgen lå tungt over markerne, og soldaterne, som i de fleste tilfælde ikke havde hverken uniformer eller flag, slog deres egne ihjel fordi alt var kaos.

Gettysburg - omkring 5 timers kørsel nord for DC ligger Gettysburg. Her udkæmpedes borgerkrigens største og mest blodige slag, som kom til at betyder et afgørende vendepunkt i krigen. 51.000 soldater blev dræbt i løbet af de tre dage, slaget stod på. Området er kæmpestort, og her er ikke så meget at se. Hvis man er meget inde i slaget er det interessant at se landskabet, som spillede en afgørende sejr i slaget.

 

Det hvide hus og Pentagon har været lukket for rundvisninger siden 11. september. Mange ting bliver dog lempet og genåbnet, så undersøg hjemmefra hvilke restriktioner der findes når du skal af sted,

Monumenter: Ingen nævnt, ingen glemt. Her er så mange, så kig i en guidebog og planlæg en gåtur, hvor I kommer omkring de vigtigste og mest interessante.

 

Arlington National Cementary - ligger et par metrostationer fra centrum, og er en god udflugt hvis man trænger til at få lidt luft. Højdepunkterne er Kennedys grav samt vagtskiftet ved den ukendte soldats grav.

 

The Air and Space Museum. Dette museum er det mest oplagte, fordi det er så unikt. Intet andet sted i verden findes en lignende samling, der dækker flyvningens og rumfartens historie. Under loftet hænger "The spirit of St. Louis" – det første fly, der krydsede Atlanten, og i en anden afdeling kan man se de enkelte lag af de dragter, som astronauterne havde på under månelandingen i 1968.

 

Museet for amerikansk historie virker for udenforstående lidt rodet for en ikke-amerikaner. Her er udstillinger om præsidentfruernes liv, om møntproduktion og om avistrykningens historie. Det kan være et godt museum at besøge – hvis man holder hovedet koldt.

washington

Washington´s historie

Efter at den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet i 1776 , begyndte den amerikanske revolution. I henhold til fredstraktaten fra 1783 afgav England magten over de tretten tidligere kolonier til beboerne dér og erkendte deres uafhængighed.

 

I 1788 havde tilstrækkeligt mange af de tidligere kolonier ratificeret den nye forfatning, og United States of America var en kendsgerning. Hovedstad i den nye union blev Philadelphia i Pennsylvania.

 

Imidlertid ønskede man en hovedstad, der var fri for regionale interesser, og da man ikke kunne finde en egnet by, besluttede man i 1790 at anlægge en helt ny by, som skulle være hovedstad.


Staterne Maryland og Virginia tilbød at afgive et område på 10 gange 10 miles (ca. 256 km²) ved Potomac-floden, der havde været grænsen mellem de nordlige og de sydlige kolonier. Dette kvadrat fik navnet District of Columbia, da Columbia var en populær betegnelse for USA på dette tidspunkt, og byen blev i første omgang kaldt Federal City, men i 1791 fik den navn efter USA's første præsident, George Washington.


Fra begyndelsen var der truffet beslutning om, at byen skulle have en havn, men derudover var der ikke taget bestemmelse om byens indretning. I 1791 ansatte man den franskfødte arkitekt og major i USA's hær, Pierre l'Enfant, til at planlægge byen. Han fastlagde en byplan baseret på to fikspunkter, nemlig en bakke, hvor regeringsbygningen skulle ligge (det nuværende Capitol Hill) og et firkantet, fladt område, ikke langt fra hvor præsidentens bolig skulle opføres.

 

Kort tid efter blev l'Enfant fyret og hans planer opgivet, men i 1801 fandt man dem frem igen, og byen fik i videst muligt omfang det udseende, som l'Enfant havde bestemt. L'Enfant ligger i øvrigt begravet på Arlington Kirkegården i Virginia på den sydlige bred af Potomac-floden.


Den første bygning, der blev påbegyndt, var præsidentens bolig, Det Hvide Hus, hvis grundsten blev nedlagt i 1792, og man påbegyndte også opførelsen af regeringsbygningen, Capitol, og flere andre bygninger, og i 1800 var arbejdet så fremskredet, at hovedstaden blev flyttet fra Philadelphia til den nye by.

 

Desværre var der ikke mange mennesker, der flyttede med. Byen var ufærdig, gaderne var mudrede jordveje, og det hele lå midt i en sump, der var voldsomt plaget af myg. Heller ikke George Washington brød sig om byen. I hans præsidentperiode var Philadelphia hovedstad, og selv om Washington havde sin bolig i Mount Vernon i Virginia, ikke langt fra Washington, besøgte han stort set aldrig byen.

 

Den første præsident, der flyttede ind i Det Hvide Hus var John Adams, og han siges at have hadet det, og han boede der kun meget sporadisk, og først Thomas Jefferson, der fik bygningen udbygget en del, begyndte for alvor at bruge huset som embedsbolig.


I 1814 erobrede England byen og nedbrændte store dele af denne, ikke mindst byens offentlige bygninger, herunder Det Hvide Hus og Capitol. Byen blev genopført, men den voksede ikke specielt hurtigt, og i 1846 ansøgte Alexandria, der lå syd for Potomac, om at det område, der var givet til District of Columbia, blev givet tilbage til Virginia igen. Dette blev bevilget af kongressen, områderne Alexandria og Arlington blev givet tilbage til Virginia, og dermed blev District of Columbia til det irregulære rektangel, det er i dag.


Under Den Amerikanske Borgerkrig var Washington hovedstad for nordstaterne, mens sydstaterne havde hovedstad, først i Montgomery i Alabama, senere i Richmond i Virginia. Washington var flere gange truet af sydstatstropper, værst i 1864, da en styrke under Jubal A. Early gik mod byen og faktisk nåede inden for grænserne af District of Columbia. Angrebet blev dog afvist, og Washington forblev på nordstatshænder.


Området var stadig kun delvis beboeligt efter borgerkrigen, og først i 1871 blev byen en "rigtig" hovedstad med asfalterede gader, gadebelysning, parker og kloakering. Prisen for at gennemføre dette var imidlertid så høj, at byen gik fallit. I 1878 vedtog kongressen en forordning, der bestemte, at Washingtons bygrænse skulle følge grænsen for District of Columbia, og byens forstæder ligger derfor i henholdsvis Virginia og Maryland.

Washington
Øl i Washington

Glem alt om flade Budweiser på flaske. Inden for de sidste 5-10 år er en helt ny ølkultur skudt frem i USA. Flere forskellige kæder har pubber, der fungerer som "Micro-breweries" som for eksempel Rock Bottom. Det vil sige, at øllet brygges på stedet. Du kan oftest se de meterhøje, metalskinnende bryggetanke bag glasruder i et separat rum bag baren. Her brygges øl efter geografien og årstiden, her er som regel 4–6 forskellige øltyper på kortet, og de skiftes løbende ud.

 
Washington

Washington shopping

Der var en gang, hvor folk vendte hjem fra USA med ting, som slet ikke var slået igennem herhjemme endnu. Den tid er desværre forbi, og det er svært at finde noget specifikt USA at købe med hjem. Hvis man da ikke regner de utallige T-shirts, kasketter og krus med trykte motiver, der sælges overalt.

Prøv at tage en spadseretur i det lokale "Mall" – en overdækket indkøbsarkade. Amerikanerne er verdensmestre i at finde på nye ting at producere og sælge, og man bliver overrasket over, hvor mange ting, man aldrig havde opdaget at man ikke manglede.

Tysons Corner er en af de største Malls i USA, og det siger selvfølgelig ikke så lidt. Den ligger i Virginia, men der er ikke så langt derud. Det er opdelt i Tyson1 og Tyson2, hvoraf det ene har udprægede luksusvarer mens det andet har mere almindelige varer. Det adskiller sig ikke væsentligt fra de øvrige malls. Men skal man ud og køre efter ét, kan man jo lige så godt tage det største.

Banana Republik – det kan faktisk lade sig gøre at finde andet end t-shirts her, og kæden Banana Republic er et godt eksempel på tøj, der er stilfuldt til en ok pris.

Hovedstrøget i Georgetown har en del butikker, hvor det kan være hyggeligt at gå og shoppe.

Washington transport

Metro
Metroen i Washington er hurtig, effektiv og overraskende ren. Det er forbudt at spise i metroen og på stationerne, og selv om det kan lyde lidt strikst, så er resultatet, at her ikke flyder med ispapir og ketchupklatter. Lad være med at forsøge at købe en enkeltbillet. Priserne er uigennemskuelige og varierer ikke kun med strækningen, men også med tidspunktet på dagen.


I stedet putter du for eksempel 5 dollars i en af de orange maskiner og godkender. Ud kommer et Farecard, som er et lille ”kontokort” med 5 dollars på. Når du stempler ud af metroen, kører du kortet igennem ”porten”, og så trækkes billetprisen automatisk fra dit kort, og der bliver stemplet, hvor mange penge der er tilbage på kortet.

Bil
Skal man lidt rundt er det rart at have en bil i USA. Du kan leje biler gennem Avis, Hertz og andre store selskaber, der som regel har afdelinger knyttet til lufthavnene. Bestil eventuelt i forvejen, så har du den bil du vil have fra det øjeblik du lander.


Afstandene er store her, så husk gode vandresko og en flaske vand. Planlæg også hvor du vil hen – visse bydele har egentlige hovedgader med butikker, hvor man kan slentre. Men ellers er der ikke nogen bykerne som man kender det i Europa med et par gågader og forretninger.

Washington
Orientering i Washington

Den byplan, som l'Enfant planlagde for Washington er forholdsvis simpel. Byen er delt op i fire kvadranter. Centrum for disse kvadranter er Capitolbygningen. I hver kvadrant findes nord-syd gående gader og øst-vest gående gader.

 

De gader, der går nord-syd har numre, fx 1'st Street, 2'nd Street og så videre. De øst-vestgående gader har bogstaver, fx A Street, B Street osv. Såvel numre som bogstaver begynder ved Capitol, og numre gentages såvel øst og vest for bygningen, ligesom bogstaver gentages både nord og syd for Capitol.

 

For at angive en adresse, er det således ikke nok at angive gadens navn, men også dens kvadrant. Disse kvadranter kaldes henholdsvis NW, NE, SE og SW, og en adresse kan således angives som fx 1300 M Street NW.

 

En række diagonale gader krydser de nord-syd og øst-vest gående gader. Disse gader kaldes Avenues, og er normalt opkaldt efter USA's stater. Pennsylvania Avenue er én af de kendte avenues. 1600 Pennsylvania Avenue NW er således adressen på Det Hvide Hus.

 

Byens pladser er typisk opkaldt efter personer eller institutioner. Selvfølgelig er er der også undtagelser fra reglerne. Fra Capitolbygningen på Capitol Hill til Lincoln Memorial ved Potomac-floden strækker sig parken The Mall. Gennem parken går to øst-vest rettede gader, der hedder henholdsvis Jefferson Drive og Madison Drive opkaldt efter de to præsidenter Thomas Jefferson og James Madison.

 

I og omkring parken ligger mange af Washingtons kendte monumenter og seværdigheder, altså blandt andre Lincoln Memorial, Jefferson Memorial, Washington Monument, Franklin D. Roosevelt Memorial, Vietnam Veterans Memorial, Korean War Veterans Memorial, Reflecting Pool. Og mange andre.

 

Langs parken strækker sig vejene Constituion Avenue og Independence Avenue, der i store træk begge er øst-vest gående og som derfor også "bryder" reglerne. Langs disse to gader ligger nogle af byens mest berømte museer, fx museerne, der tilhører Smithsonian Institute.

Nord for The Mall ud for Washington Monument ligger The Ellipse, der er en stor grøn plæne, og nord for The Ellipse ligger Det Hvide Hus.

Washington
Washington webcam
Webcam Washington D. C. - Nordamerika, Amerikas Forenede Stater, Radnor HeightsRadnor HeightsWebcam US Capitol - Nordamerika, Amerikas Forenede Stater, East EndEast End
Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net