Marmaris vejret

Marmaris har Middelhavsklima med tørre, varme somre. Varmen kulminerer i juli-august med dagstemperaturer på 30-35 grader, lokalt højere. Havbrisen giver til tider lidt kølig luft. Sensommeren er også solrig med enkelte byger.

 

Om vinteren og foråret er vejret mere ustadigt og køligt i Marmaris, sommetider med skyer og regn flere dage i træk, men til tider med solperioder. Nogle gange kan kold vinterluft nå sydkysten og give temperaturer under 10 grader, om natten under frysepunktet.

 

Marmaris har et meget solrigt klima. Soltimerne pr. dag varierer fra 12-13 midt på sommeren til 3-6 timer midt på vinteren.

Marmaris temperatur

Måned

min.

temp.

celcius 

max.

temp.

celcius

januar 1.5 9.6
februar 2.1 10.7
marts 3.7 14.0
april

6.9 18.5
maj 11.0 23.9
juni 15.6 29.1
juli 19.2 32.8
august 19.0 32.8
september 15.1 29.0
oktober 10.0 22.6
november 5.6 16.2
december 3.2 11.2

Dykning & snorkling ved Marmaris

Snorkling.

Marmarisbugten har flere gode snorklingssteder. Det bedste er ude ved den klippe, som stikker op af havet halvvejs mellem Marmaris og Içmeler. Omkring klippen er der tilpas meget havstrøm til, at vandet er friskt og fiskene trives. Lidt længere ude, ved bugtens munding, findes en grotte, som man kan sejle ind i.

 

Dykning
Der findes flere dykkercentre i Marmaris der laver ture i området. De har kurser og ture i alle niveauer.

Tyrkiet valuta

Den tyrkiske valuta kaldes ny tyrkiske Lira - daglig forkortelse er Try. Alle hoteller i Marmaris tager imod de større kreditkort.

Marmaris
 

Marmaris Tyrkiet

Marmaris ligger på halvøen Datca ud mod Tyrkiets sydvestlige kyst. Byen har omkring 50.000 indbyggere. Marmaris er kendt for sin gode, lokale stemning. I sammenligning med andre større turistrejsemål i Tyrkiet er Marmaris blevet et favoritsted blandt mange gæster, som vender tilbage år efter år.

 

Her er en blanding af smuk natur, en lang og god strand, en spændende basar fyldt med masser af gode tilbud, gode restauranter og en gæstfrihed, som er svær at overgå.


Fra Marmaris er der gode muligheder for at komme ud og sejle. Mange ture udgår fra havnekajen, og hvis man planlægger lidt, så kan man også tage på et krydstogt i Middelhavet med et Gület-skib eller tage et par dage til nogle af de græske øer som fx Symi eller Rhodos.

Marmaris strande

Marmaris by ligger langs med en strand, der er cirka syv kilometer lang. Helt inde ved byen ligger en offentlig strand, som er det eneste sted, hvor man betaler for at bruge liggestole og parasoller. Efter den kommer flere kilometer strand, der ligger ud for restauranter og strandbarer. Man kan benytte deres liggestole og parasoller gratis.


Içmeler
Stranden i Içmeler er lidt bredere og her er lidt bedre at bade. Hvis du bor i Marmaris, så tag eventuelt en Dolmus herud eller med taxabåd.


Turunc
Her er endnu mere fredeligt end ved Içmeler. Det tager cirka 40 minutter at komme hertil fra Marmaris med dolmus, taxabåd tager 50 minutter.

Kumlubük
En lille, fredelig badebugt, som ligger efter Turunc. I bugten ligger bare nogle få, hyggelige hoteller og pensionater. Taxabåd hertil tager cirka en time fra Marmaris.

Badeture
Fra Marmaris kan man sejle ud på rundture i bugten og få en dag med sol, badning og god mad. Der findes mange arrangører, som tilbyder disse udflugter.

Rejser til Marmaris

Mad & drikke i Marmaris

Mad & Drikke.

Tyrkiet har madlavningstraditioner, der strækker sig langt tilbage i tiden, og landets kogekunst regnes traditionelt blandt de tre bedste. Dette bygger på, at landet altid har haft god tilgang til råvarer. I Marmaris er der masser at smage på, både for kødspiseren og vegetaren.

Morgenmad
Den tyrkiske morgenmad er enkel. Her serveres tomater, æg, oliven, agurker, brød, honning, hvid ost, te og syltetøj. Hvis man gerne vil have en kraftigere morgenmad, så skal holde øje med de steder, der serverer ”English Breakfast”.


Frokost
Her glimrer det tyrkiske køkken til gengæld med en lille genialitet, nemlig meze. Meze er en række små, enkle forretter, som man spiser med brød til. Hvis man er to personer, så bestiller man typisk 4-6 meze, der kommer ind på hver sin lille tallerken. Så tager man lidt af hvert over på sin egen tallerken og spiser det med et stykke brød, mens man nyder de forskellige smagsvariationer.

 

Aftensmad
Her er mange gode retter med fisk, kylling, lam og oksekød. Svinekød finder man ikke mange steder – undtagen på hoteller med mange englændere, hvor der serveres engelsk morgenmad. Og selv da kan det godt være, at skinken er ”tyrkisk skinke” – hvilket vil sige, at den er lavet på oksekød.


Tyrkisk mad er ofte kogt sammen, og retterne er velkrydrede. Som regel er de ikke stærke af chili, men her er mange forskellige gode smagsindtryk.

Drikkevarer
Tyrkiet producerer god vin til rimelige priser. Nogle af favoritterne er Villa Dolouca og Yakut. Vin koster fra 75 kr og opefter på en restaurant.


Billigere er det dog at drikke øl. Den lokale hedder Effes og er glimrende, men mange steder kan man også få Carlsberg. En Effes-øl koster fra 15 kr og opad på en restaurant, Carlsberg kan være lidt dyrere.


Man bør også prøve den tyrkiske drik Raki. Den minder om den græske ouzo, men kan godt være mere skarp, afhængig af mærket.

Tyrkisk kaffe serveres i små, almindelige kopper. Den er tyk, sød og rig på kaffegrums, så lad være med at sluge kaffen som en espresso!.

 

Te får man tilbudt alle steder, hvor man går hen og handler. Den mest almindelige er æblete, der drikkes enten kold eller varm. Man kan også godt få sort te, der også er kendt som tyrkisk te, eventuelt med sukker.

Marmaris transport

Dolmus
Man kommer billigt og nemt omkring med Dolmus. Det er en minibus, der kører i rutefart mellem blandt andet Içmeler og Marmaris. Dolmusen har et skilt i forruden som fortæller, hvor den kører hen.

 

Taxa
Kan du enten praje på gaden eller finde ved en taxaholdeplads. Startgebyret er på 8 kroner om dagen og 12 kroner om natten mellem 24.00 og 06.00.

Taxabåd
Den måske behageligste måde at komme ud til de små badestrande er at tage en taxabåd. Det koster omkring 30 kr at komme fra Marmaris til Içmeler.

Busser
I Tyrkiet findes et meget veludviklet bussystem. Hvis du vil til Istanbul eller andre længere strækninger er bus et godt valg. Busserne forbinder hele Tyrkiet og de kører stabilt og ofte. En natbus fra Marmaris til Istanbul koster cirka 220 kr, fra Marmaris til Izmir ca 100 kr og fra Marmaris til Antalya ca 130

marmaris

Blue-cruise fra Marmaris

Blue Cruise er den ultimative bådferie, hvis man ønsker at tilbringe en vidunderlig uge på havet med smukke bugter og vige. Naturen er total uberørt, og fremstår som den har gjort i århundreder.

 

Området i skærgården er stort set ubeboet og totalfredet som naturpark af de tyrkiske myndigheder. Stilheden og udsigten til de smukke bjerge, som er dækket med duftende pinjeskov, de vilde bjerggeder som bevæger sig rundt på de stejle bjergsider og et eventyrligt fugleliv, gør oplevelsen helt speciel.

 

Den tyrkiske skærgård er det perfekte sted at sejle rundt, hvis man vil undgå bølger og vind og blot ønsker rolig sejlads i enestående omgivelser med lækkert rent badevand. Hvis man ønsker, at få godt fart i båden, kan sejlene sættes – man sejler udenfor for skærgården og suset i kinderne og sejlenes flagren opleves til fulde. Der er enestående mulighed for snorkling på havet eller tæt ved kysten, havet er rigt på fisk og uanset om man befinder sig på 40 meters dybde ses bunden klart.

 

Livet ombord er ren afslapning, tiden går med at nyde udsigten, spille spil, læse, indtage de forskellige måltider, solbade og svømme i det lune, vidunderlige hav. I det planlagte program bliver der også tid til at besøge hyggelige havnebyer med mulighed for såvel shopping som kulturelle oplevelser. Familie og venner kommer tættere sammen og opholdet bliver til ægte kvalitetstid for alle.

Opholdet er inklusiv helpension. Dvs. morgenmad, frokost og aftensmad, plus snacks og eftermiddagskaffe/te. Drikkevarer er ikke inkluderet i prisen.

Om byen Marmaris

Her ved den smukke ægæiske kyst kan du nyde solen og bade ved de skønne strande og samtidig få kendskab til en egn fuld af legender og historie. Dette bekræftes af de mange ruiner af antikke byer, amfiteatre samt andet, der ligger i området.


Man ved ikke med sikkerhed hvornår Marmaris blev grundlagt, men man ved at i 600-tallet f.Kr. var Marmaris, der dengang hed Physkos, en del af det kariske kejserdømme. I år 334 f.Kr. blev byen invaderet af lyderne og senere blev den en del af det hellenistiske rige under ledelse af Alexander den Store.


Physkos blev en del af det osmanniske rige i 1425 og borgen blev bygget i 1521 som en del af planerne om at angribe Rhodos. Den daværende sultan, Suleyman, ændrede byens navn til Mimaras, som senere blev til Marmaris.


Marmaris har i dag ca. 50.000 indbyggere, og byder på en farverig blanding af tyrkisk hverdagsliv og masser af aktiviteter skabt for turisterne. Byen er en labyrint af butikker, restauranter og barer og den dejlige marina er meget populær med sine med hundredvis af skibe. Det store bazarområde breder sig mellem havnen og centrum. Ved solnedgang tændes facadebelysningen på Suleymans borg fra 1500-tallet.


Kun tre timers kørsel fra Marmaris ligger ruinerne af den antikke by Efesos. I århundrederne omkring Kristi fødsel var den en af verdens største byer. Den var et romersk protektorat med næsten 250.000 indbyggere, der boede i fornemme huse med vægmosaikker langs de mamorbelagte gader. I nærheden af Efesos ligger byen Selçuk og oppe på bjerget udenfor byen ligger det hus, hvor Jomfru Maria levede sine sidste dage.

Tyrkiets historie

Den tyrkiske kyst har med sin strategiske beliggenhed i årtusinder været centrum for flere forskellige folkeslag. Den ældst kendte bosættelse er fra 7500 (f. Kr.). Hititter, grækere, persere og romere er blot nogle få eksempler på de folkeslag, som under forskellige epoker har hersket i området.


Sejdjukkerne var det første tyrkiske folk der invaderede Anatolien i 1000-tallet. På den tid var Physkos et vigtigt handelscentrum og sejdjukkerne havde et stærkt fæste i dette område.

 

Det osmanniske rige ekspanderede i 1300-tallet og omfattede til sidst en stor del af Anatolien og Balkan. Da det byzantinske riges hovedstad Konstantinopel faldt i 1453 gjorde ottomanerne byen til deres hovedstad – Istanbul. Sultanerne styrede over et enormt imperium rundt om hele Middelhavet.


I 1600-tallet var imperiet begyndt at blive svagere. Dette banede vejen for 1800-tallets selvstændighedsoprør. I 1918 kapitulerede sultanen, og Mustafa Kemal, kendt som landsfaderen Atatürk, overtog magten over Tyrkiet.


Atatürk udråbte den tyrkiske republik i 1923, og begyndte at modernisere landet på flere forskellige områder. Han bestræbte sig på at gøre Tyrkiet til et moderne, demokratisk og vestligt land. Hovedstaden blev flyttet fra Siatnbul til Ankara.

 

I 1980’erne gennemgik landet en hurtig industrialisering, men selv i dag vakler landet mellem at være et østligt og et vestligt land.

 
Marmaris
Marmaris Shopping

Marmaris har en stor basar med masser af butikker. Marmaris er et sandt Eldorado af forretninger, og indehaverne tøver ikke med at invitere dig indenfor, så du kan se på varerne. Gå lidt rundt og kig, så får du en ide om udbuddet. Hvis du vil gøre et sandt røverkøb, så sørg for at besøge det ugentlige marked, hvor du ud over frugt og grønt også kan købe forskellige varer som T-shirts, solbriller mv. endnu billigere end i Bazaren.

At prutte om prisen
Handler du i basaren i Marmaris, så skal du altid huske at prutte om prisen. Det kan virke lidt afskrækkende på danskere, men når først man får det lært, så indser man, at det bare er en del af en handel som skal til.

Vær opmærksom på, at det ikke er lovligt at indføre kopivarer til Danmark.

Guld. Guld er relativt billigt i Tyrkiet og der er mange smykkebutikker i Marmaris.

Tøj. Tyrkiet fremstiller selv bomuld, og derfor er kvaliteten god. Vær opmærksom på, at billige "mærkevarer" ofte er kopier.

Tasker.
Findes også i masser af butikker i Marmaris. I Tyrkiet fremstilles mange lædervarer, og du kan derfor finde gode kvalitetstasker. De er ikke rørende billige men af god kvalitet.

Skindjakker. Efterhånden er Tyrkiet blevet god til at lave nogle smarte designs på skind- og lædertøj. Priserne kan godt ligge på 500-800 kr. for en jakke, så det er ikke slagtilbudspriser, men igen er det godt håndværk.

Tyrkisk bad i Marmaris

Du skal unde dig selv at prøve et Hamam – tyrkisk bad – mens du er i Marmaris. Her bliver du skrubbet og skuret og kan også få massage. Medbring blot bikini (for kvinder) eller badbukser (for mænd). Armutalan Hamam er et godt sted, som er Tyrkiets 5.-største og imponerende Hamam.

Marmaris
Marmaris udflugter

Mugla
Ligger lidt inde i landet og er regionenes største by. Hvis du er kommet til Tyrkiet for at shoppe, så kan det være en ide at tage herind, for her kan du gå i ”almindelige” tøjforretninger og markedet, hvor tyrkerne selv kommer.

 

Bozborun
En lille, tyrkisk badeby. Her er meget få turister, men til gengæld er her en del små pensionater og nogle restauranter. Meget hyggeligt med lidt stillestående liv. Man kan bade fra havnepromenaden.

 

Selimyie
Lille landsby med enkelte restauranter. Også et godt sted at tage en svømmetur, hvis man vil væk fra de trængte strande i Marmaris.

Bugten ved Hydas
En lille badebugt med en god restaurant. Her kommer tyrkerne selv. Meget charmerende sted.

Datca
På vejen hertil findes de mest fantastiske udsigter og man fristes flere gange til at stoppe op og tage billeder af bjergene og pinjeskovene. Selve Datca er en lille tyrkisk landsby, hvor mændene sidder i skyggen og spiller backgammon mens de venter på at de varmeste timer skal passere

 

Knidos
Her lå engang en lille havn, og området indeholder nogle arkæologiske udgravninger, som dog ikke er markeret særlig godt. Vejen hertil er ikke den bedste.

Marmaris aktiviteter

Aquadream Marmaris.
 
Det er de færreste vandparker, der kan lokke badegæster med en udsigt, som den man finder i Aquapark. Selv om der kun er plastik-ruchebaner og klorvand på den enorme og nyåbnede vandlegeplads, så ligger den så højt i byen, at Marmaris’ grønne og blå natur hele tiden er inden for synsvidde. Det er en smådyr fornøjelse, men bestemt en fornøjelse.
 
Jeep-safari.

 

En populær måde at opleve skovene uden for Marmaris på, er fra en af de mange jeeps, der hver dag gør turen op og ned ad stejle skråninger. Bilerne kører typisk i små grupper, så en gennemført idyllisk oplevelse er det ikke. Men skovene er smukke uanset hvad.

Tyrkiet religion

Stort set alle tykere bekender sig til islam, en religion der måske mere kan betegnes som en livsstil. Hvor meget tyrkerne følger islams mange regler, påbud og retningslinier er stærkt varierende.

 

Generelt set er de tyrkere der bor i storbyer og turistområder mindre tilbøjelige til af følge islam, hvis man sammenligner med de mere traditionsbundne og konservative landsbysamfund. Det skal påpeges at Tyrkiet har religionsfrihed. Den blev indført af Mustafa Kemal Atatürk i 1928.

Marmaris

Islam udgår fra profeten Muhammed, der modtog sin forkyndelser fra Allah.
De er nedskrevne i Koranen. Islam hviler på fem såkaldte grundpiller:


1. Trosbekendelse: Der findes kun en gud – Allah, og Muhammed er hans profet.


2. De fem daglige bønner: Før solopgang, når solen har passeret zenit, om eftermiddagen, før solnedgang samt halvanden time efter solnedgang. Når man beder skal man være vendt mod byen Mekka i Saudiarabien.


3. Ramadan/fastemåneden: En ca. 30 dage lang periode, hvor man fra solopgang til solnedgang ikke må spise, drikke eller nyde andre af livets goder. Gælder dog ikke for gravide, ældre, syge eller de, der på anden vis kan få problemer med helbredet.


4. Give almisser: Alle skal hjælpe nødstedte og trængende ved at donere 2,5% af deres indkomst til de fattige.


5. Pilgrimsturen: hvis muligt skal alle rettroende mindst en gang i deres liv foretage en rejse til den hellige by Mekka i Saudiarabien.

Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net