Tanzania vejret

Safari i Tanzania kan sagtens lade sig gøre året rundt - men som alle andre steder er der høj– og lavsæsoner, der svinger lidt fra region til region.

 

Den køligste tid i Tanzania er marts til oktober, hvor temperaturen varierer fra 20° til 30°, morgenerne lidt køligere. Bedste periode er primo juni til medio oktober.

 

Den varme tid i Tanzania er oktober til marts hvor temperaturen varierer fra 25° til 40°. Jo højere man kommer, des køligere er der. Den bedste periode er ultimo december til ultimo februar.

 

Der er en lille regntid i det sene efterår, ultimo oktober til december og den egentlige regntid ultimo marts til ultimo maj. Ofte kaldes den lille regntid for ”Den grønne tid” som udgangspunkt generer regnen ikke safarioplevelsen, men man skal være klar til byger.

 

Safari - Tanzania

Tanzania er østafrikas største land med sine små 37 millioner indbyggere. Landets prægtige nationalparker og naturområder er blandt de allerbedste i Afrika.

 

Serengeti huser den største koncentration af storvildt, ikke blot i Tanzania men på hele jorden. På et areal, der er dobbelt så stort som Sjælland og hvis nordspids bliver til Masai Mara i Kenya kan man dagligt opleve en million gnuer og flere hundredtusinder af zebraer, som får selskab af et utal af rovdyr længere oppe i fødekæden.

 

Safarituren kan passende forlænges i Ngorongoro-krateret, der ligger i forlængelse af Serengeti. Indenfor en diameter på 22 kilometer findes stort set alle savannens dyr, og her er fine muligheder for inden for kort tid at opleve The Big Five: løver, elefanter, bøfler, næsehorn og leoparder. Heller ikke ved Lake Manyara er der knaphed på vildt. Det smukke sø- og sumpområde, der indrammes af mahognitræer, akacier, marsk og varme kilder, er især berømt for sit fugleliv og sine træklatrende løver.


Kvaliteten af de mange nye safarilodges er fremragende. Det samme er vejnettet i de nordlige områder, der i modsætning til Kenyas er af høj europæisk standard. Tanzania tilbyder sine gæster en nærmest uendelig perlerække af oplevelser.

Nationalparkerne i Tanzania

Serengeti.

Dette nærmest uendelige vildtområde på 12.950 km2 har meget smukke og skiftende scenerier. Græssavanne, busksavanne med de karakteristiske akacietræer og buske, søer og floder er jævnt fordelt, og imponerende stenformationer af vulkansk oprindelse. Variationen af landskaber er fundamentet for et økosystem med Afrikas største koncentration af vildt.


Ofte præsenteres vi for ufatteligt flotte dyrefilm på tv, imponerende billeder i tidsskifter og bøger, men intet kommer i nærheden af oplevelsen ved selv at være på den grønne savanne i årets første måneder, når op imod 1,5 millioner gnuer føder godt 400.000 kalve, og rovdyrene som flokkes om græsæderne. Fra december til juni er der bedst mulighed for at opleve disse store koncentrationer af dyr.

 

Ngorongoro.

Krateret med det umulige navn er en fortryllende oplevelse, ikke mindst pga. stedets store dyreliv. Selve krateret med den største ubrudte kraterkant i verden er på blot 265 km2 af det samlede Ngoro-ngoro Conservation Area på cirka 8.290 km2.


Den stejle vej ned og op kræver firehjulstrukne vogne. Safarien starter tidligt om morgenen. På kraterkanten, der ligger højt oppe, er der ofte meget kolde morgener. Officielt er kun halvdagssafarier tilladt i krateret, men flere end én overnatning på kraterkanten tilrådes, hvis man vil udforske andre dele af kraterhøjlandet.


Man kan forvente lidt af hvert på sin safari - kæmpe elefanter, hvoraf kun hannerne kommer ned i krateret, bøfler, de sjældne sorte næsehorn, gnuer og zebraer, masser af gazellearter, mange løver, hyæner og geparder. Koncentrationen af rovdyr siges at være Afrikas højeste.

Manyara.

ligger ved foden af Rift Valleys stejle skråninger og modtager derfor rigelige mængder vand fra højlandet og kan ernære et rigt og varieret dyreliv. Tæt, frodig skov, akacielunde, sumpede lysninger med tamarinde og mahognitræer og græssavanne ned mod søen. Søen fylder over 290 km2 eller godt to tredjedele af parkens areal.


Fuglelivet er imponerende, parken har mange abearter - både bavianer, marekatte og den lidt mindre kendte blå abe. Desuden findes elefanter, giraffer, zebraer og naturligvis adskillige gazellearter. Parken er kendt for sine træklatrende løver, som man dog skal være heldig for at opleve.


Selv om parken er forholdsvis lille, og dyreoplevelserne ofte overgås i Serengeti og i Ngorongoro, er det absolut værd at komme her.

Safari Tanzania

Tarangire.
Tarangire-floden giver ikke kun parken sit navn. Den er også en permanent vandforsyning til en af de smukkeste nordlige parker. Parken er 2.600 km2 stor og kan især i de tørreste måneder fra juli til oktober være bedre end berømte Serengeti.
Elefanter optræder ofte i meget store flokke, men parken har alle de dyr, man kan ønske sig. På grund af dens noget anderledes natur får man altid dejlige naturoplevelser her. I landskabet dominerer de forunderligt udseende baobab-træer.

Kilimanjaro.

Kilimanjaro er skabt ved et vulkanudbrud for omkring en million år siden. I virkeligheden er der tale om tre bjergtoppe: Uhuru Peak – også kaldet Kibo – på 5895 meter er den højeste; derefter kommer Mawenzi på 5149 meter og endelig Shira på 4160. De to første er for erfarne bjergklatrere. Shira er derimod opnåelig for alle med rimelig god kondition.


De mest populære ruter tager tre-fire dage op, to dage ned. I begyndelsen vandrer man i regnskov, derefter følger heden. Det bliver stejlere med flere klipper. Overnatningen sker i hytter, og mange tager to nætter midtvejs for at hvile og vende sig til den tynde luft. De sidste meter går langsomt og i mørke. Den udvalgte top eller kraterkanten skal gerne nås ved solopgang med udsigt til resten af Afrika.

 

Arusha.

Den meget smukke, lille og oversete Arusha National Park, er en af Tanzanias mindste. Men den er utrolig varierende med betagende udsigt til Mount Meru og Kilimanjaro, bjergskove samt mindre sodasøer. Parken ligger midt i kaffedistriktet, omgivet af plantager. Her findes zebraer, giraffer, bøfler, hyæner, Guereza aber og mængder af fugle.

 

Selous.

Selous, der er Afrikas største nationalpark på lige knap 55.000 kvadratkilometer, hele 12.000 kvadratkilomerer større end Danmark. Selous er med god grund udpeget som UNESCO verdensarv og et must for ægte safari freaks. I mange år var Selous jagtreservat, og den gigantiske park har noget nær den største koncentration af storvildt i verden - formodentlig op mod 1 mill. dyr. 

 

Modsat de andre nationalparker, skal du ikke regne med at se mange andre rejsende på safarikørsel i Selous - om nogen overhovedet. Udover et planteliv med mere end 2.000 arter og et fugleliv på mere end 400 arter, har Selous noget lignende 160.000 bøfler, 1.000 næsehorn og måske 80.000 elefanter. Derudover er der rovdyrene,

 

Parken er så stor og spændende, at man bør tilbringe mindst et par dage med at udforske området. Rufili River, der er en af de mest vandrige floder i Østafrika , løber gennem Selous og tiltrækker mange dyr her i blandt flodheste og krokodiller. Floden giver enestående muligheder for at tage på båd safari for at opleve dyrelivet langs den tæt bevoksede flod.

Safari Tanzania
Billeje i Tanzania
Det er muligt at leje bil i Tanzania. Firehjulstrækker er nødvendigt de fleste steder og altid på safari. Det er tilrådeligt at leje bil med chauffør. Der er i hele landet venstrekørsel. Internationalt kørekort er nødvendigt for at leje bil.

Hvis du lejer en bil og kører selv, så koster det fra 250,- om dagen at leje bilen (Billigste bilkategori) Anbefalet er det at leje en 4x4 som kan lejes fra 650,- om dagen.

Ved kørsel i Tanzania bør følgende huskes : Alvorlige trafikuheld forekommer i Tanzania, og rejsende bør udvise særlig forsigtighed i trafikken. Rejsende bør undgå kørsel uden for de større byer efter mørkets frembrud. Under kørsel bør man køre med låste døre og oprullede vinduer samt holde tasker og andre værdigenstande skjult.
 
Safari Tanzania

Visum & valuta Tanzania

Visum.

 

Det kræver visum at rejse i Tanzania, der kan købes hjemmefra via konsultatet. Du kan få et visa ved at kontakte visakontoret i København: Gothersgade 21, 2. sal, København K. Se mere på konsultatets hjemmeside.


Passet skal være gyldigt mindst seks måneder efter afrejsedatoen. Endelig skal man ofte kunne fremvise vaccinationskort mod gul feber.

 

Valuta.


tanzanisk shilling. Dollar, pund og euro veksles nemt i lokale banker eller vekslebureauer. Dollar er normalt den mest anerkendte og giver bedst kurs. Nogle steder afregnes safariudflugter i dollar.

 

De største og mest anerkendte kreditkort accepteres generelt på større hoteller, restauranter og i butikker, især i byerne og i turistområder

Safari Tanzania

Safaridag i Tanzania

På den typiske safaridag er aktivitetsniveauet højt morgen og aften, da det er her dyrene er aktive. Man starter ofte kort før solopgang, hvor man tager direkte på Game Drive. Morgentimerne er nok de bedste – her er de natteaktive dyr ved at finde hvile og skygge og de dagaktive dyr begynder at finde føde og vand.

 

Så køres tilbage til lodgen, campen eller teltlejren og nyder udsigterne og stemningen resten af dagen. I nogle sæsoner og på nogle ture kan der være en safaritur midt på dagen, men en stor del af året kan det ikke betale sig, da solen er ubarmhjertig. Dyrene søger vand og skygge og er knap så tilgængelige.

 

Når det bliver en anelse køligere om eftermiddagen, omkring 16:00, begynder aktivitetsniveauet igen at stige og man skal selvfølgelig igen på safarikørsel. Nu er det en lidt anden og mere livlig aktivitet.

 

Man returnerer til lejren eller lodgen lidt før solnedgang, omkring kl. 18:00 for at få savannens fabelagtige solnedgang på bedste vis.

Beklædning til en safaritur

Til safari i i dagtimerne anbefales let beklædning. Robuste sko og hat med bred skygge er en nødvendighed. Om natten er det ofte nødvendigt med let overtøj som f. eks. en fleecejakke eller en trøje.

 

Langs kysten og på øerne er befolknigen i overvejende grad muslimer, og især kvinder bør tage hensyn til dette ved valg af beklædning og huske at tildække kroppen på offentlige steder. På resortet og ved poolen kan bikini eller badedragt benyttes uden at vække anstød.

Safari Tanzania
Spise i Tanzania

Tanzania har et spændende køkken især langs kysten og på Zanzibar. Internationalt køkken findes på de store hoteller. Gå ikke glip af de lokale retter med hummer, fisk og kød som serveres som forskellige "curries. " Specialiteter er biryanis, krydderet the eller kaffe og "halua," som er en sød dessert med mandler. Drik kun vand fra flaske.

Drikkepenge
Drikkepenge er ikke obligatorisk men forventes ofte. 10 - 15 US dollarspr. dag vil være almindeligt i drikkepenge til chaufføren/guiden på safari. Alt for flotte drikkepenge vil gøre det vanskeligt for gæster, der kommer efter.
Indkøb Tanzania

Lokalt kunsthåndværk kan købes til yderst rimelige priser. I Tanzania kan du finde batik, Tingatinga malerier og træskærearbejder (tag dig i agt - meget er farvet og poleret sort og slet ikke ibenholt, som det påståes).

 

Desuden kan du finde flot kurveflet, Masai perlearbejder og egentlige ædelsten (diamanter og den kostbare tanzanite).

Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net