På Mette Hvid´s hjemmeside
Rejs-og-se.dk
kan du læse mange andre rejsebeskrivelser.

Hun han været følgende steder :

Barcelona


Istanbul


Irland

 

Paris

 

Prag

 

Rom

 

Andros

 

Gythion

 

Kreta

 

Lesbos

 

Meteora

 

Mykonos

 

Paros

 

Pilion

 

Santorini

 

Skopelos

 

Tinos

 

Thassos

 

Klik herunder for at besøge hendes hjemmeside.

 

Istanbul i 2003 - Mette Hvid

Istanbul er Europas største by. Den hed engang Konstantinopel og var det byzantinske riges hovedstad. Ingen ved nøjagtigt hvor mange der bor her i dag. Svaret er mellem 10 - 17 millioner (én sagde enddog 20 millioner). Tænk bare på det mylder der er i gaderne.

Bosporusstrædet deler byen i en europæisk og en asiatisk del. Det er i den europæiske del der flest historiske bygninger og monumenter og derfor også flest turister.

 

Maden er fantastisk og tyrkerne venlige og har let til smil. Humoristisk sans har de også. Var der sælgere herhjemme der ville sige "let me help to spent your money"? Eller "you must eat here, we have to pay the rent tomorrow"? Én kunne endda citere Jakob Haugaard "det hammer hammer fedt". De har sandelig glimt i øjet.

 

Tyrkerne vil gerne tale med dig. Skoleelever standsede os på gaden for at praktisere deres engelske. De der ikke taler engelsk vinker og smiler. Du føler dig velkommen selvom du ind imellem kan føle dig generet af nogle af de mest pågående sælgere. Men de skal jo leve og de er mange om buddet.

 

Selvfølgelig er vores hårde valuta også mere end velkommen. Og de trænger til den. Der skal mange penge til at bygge landet op til vestlig standard. Huse og veje forfalder og mange er virkelig fattige.

 

Byen er spændende. Det er lidt som 1001 nat. Fremmedartet og europæisk på én gang. Gør dig selv en tjeneste - se Istanbul, den ligger kun tre timer fra København og er så anderledes.

Der er mennesker - mange mennesker alle vegne. Skopudsere, bærere der pukler som æsler, mænd der sidder udenfor moskéerne og vasker deres fødder, mænd der sidder i kaffehusene, handlende (både dem der køber og sælger), kvinder i meget forskellige klædedragter, tehandlere der pisker rundt på gaderne og serverer te for forretningsfolk og mænd og drenge der fisker fra broerne. Slå dig ned på en af de mange pladser, lidt væk fra de turistede gader, drik et glas æblete og kig på livet.

 

Noget af det mest spændende i Istanbul er markederne og de er der alle sammen. Fiskemarkeder, blomstermarkeder, krydderimarkeder etc. Fiskemarkedet ligger ud til Mamarahavet i en lille havn syd for byen på Kennedy Caddesi og hedder Kumkari. Her er dejlige fiskerestauranter og det var her vi mødte tjeneren Willie der kunne citere Jakob Haugaard - "det hammer, hammer fedt". Hvor får de det fra?

 

Hvis man ikke har fået nok menneskemylder, så bør man afgjort besøge Den Store Basar. Den er bygget i 1453 bygget af Sultan Fatih Mehmet og er indbegrebet af Istanbul - et virvar. Du kan ikke se det hele. Hele basaren byder på 60 gader, over 4000 butikker og en travetur på otte kilometer blandt tingeltangel, mere tingeltangel og endnu mere tingeltangel. Dog køber tyrkene tæpper og smykker her. Prut om prisen - turistpriserne er x 3. De vil gerne have hård valuta - for eksempel dollar eller euro. Du kan drikke tyrkisk kaffe eller æblete (som forøvrigt smager dejligt og er forfriskende) på små kaféer eller når du handler - i boderne bliver du gæstfrit budt på te.

 

Den Egyptiske Basar eller Krydderimarkedet blev bygget i 1663. Basaren fik sit navn, fordi den oprindelig blev opført for skatteindtægter fra Cairo. Den blev senere kaldt Krydderimarkedet på grund af sit sortiment. Luften her er tung af krydderier, tørret frugt og Turkish Delight som på tyrkisk hedder lokum.

 

Dette overdækkede marked har kun to gader der går på tværs af hinanden som et kors. Til gengæld er området omkring basaren og de små gader bag den sort af boder og mennesker. Det er her tyrkerne handler.

Hagia Sofia blev bygget af kejser Justinian i år 537. I godt 900 år fungerede den som det byzantinske riges hovedkirke og i næsten 500 år som hovedmoske i osmannernes hovedstad.

 

I løbet af det femtende og sekstende århundrede fik den tilføjet 4 minareter. Hagia Sophia har en enorm kuppel på en diameter 31 m x 33 m og en højde på 56 m over gulvet.

 

Fotoet her viser Hagia Sophia fra den "pæne" side. Den ser temmelig grå og temmelig forfalden ud fra de andre sider.

 

Jeg har hørt - men ikke set - at en viking på afveje har indridset sin navn i runer et sted inde i Hagia Sofia.

 

I 1934 blev den til museum. Entré 15.000 lira.

 

Det Sunkne Palads - eller Den Underjordiske Cisterne som den også kaldes, er en positiv overraskelse. Her under jorden er der stemningsfuldt. Hvis det ikke var for de mange skolebørn på tur - kunne du gå her i timer.

 

Den blev bygget på kejser Justians ordre og har aldrig være et palads. Denne enorme underjordiske cisterne 65 m bred og 140 m lang var Istanbuls største og kunne rumme 80.000 m3 vand.

 

Vandet blev transporteret via Hadrians akvædukt og senere via Valensakvædukten. Ca. 600 m af den oprindelige 1000m lange Valensakvædukt kan stadig ses. De flotteste ruiner står på Atatürk Boulevard. Akvædukten blev opkaldt efter kejser Valens (364-378) der konstruerede vandforsyningssystemet til Konstantinopel. Vandet blev bragt til byen fra søer og floder gennem underjordiske rør. De sidste 1000 m blev vandet ført gennem byen i denne 2 etagers høje akvædukt.

 

Cisternes hvælvede murstensloft (samme slags murstensloft ses i Den Store Bazars gamle del) bæres af 336 søjler i forskellige stilarter - et genbrug fra tidligere monumenter. De mest markante er nok Den Grædende Søjle (den har fået sit navn efter sine tårelignende relieffer) og de to bagerste med Mesusahovederne.

 

Cisternes mure har gennem tiden fået et fantastisk farvespil i grønt, brunt og beige. Desværrer er her næsten bælgmørkt - kun nogle få spots lyser rummet op, så det umuligt af gengive på fotos.

 

Bosporus. Hvis du har mere end 5 dage til rådighed i Istanbul så tag den "officielle" færge gennem Bosporus ud til Sortehavet, det en god afveksling fra menneskemylderet. Færgerne afgår kl. 10:35 og 14:00.

 

Det er en hyggelig tur og så ser du lidt mere end Istanbuls gamle centrum.

 

Er du i byen om sommeren når der mange turister, så køb din billet i god tid og gå ombord. Der er mange der gerne vil med og i højsæsonen er der ikke siddepladser nok til alle. Prisen er yderst rimelig i forhold til de arrangerede turistture. I år - 2002 - kostede det kun 3.000 lira. Turen tager i alt 6 timer - 1 3/4 times sejlads til Anadol Kavagi (den sidste by inden Sortehavet og endestation) med stoppesteder langs Bosporus. Du har 2½ timer i land hvis du vælger at stå af i Anadol Kavagi. Brug tiden til at gå op til borgen og se den fantastiske udsigt over Bosporus og Sortehavet. Vel nede i byen igen er der stadig tid nok til at spise en dejlig frokost. Du kan se de friske fisk blive renset på havnen.

 

Lad dig ikke forlede til at købe en turisttur af de sælgere der står og råber "Bosporus! Bosporus!", det koster 3 gange så meget.

 

Færgerne afgår fra havnen ved Galatabroen - port 3 og bruges flittigt af tyrkere der skal til og fra byerne langs Bosporus.

 

Men, men, men hvis du tror du slippe for pågående sælgere, så tager du fejl. Allerede inden færgen står ud af havnen er der én der sælger ure, en anden der sælger T-shirts (som forresten siger "billigt, billigt, maaget billigt" på dansk), og tjenerne spæner rundt med te, orangejuice, yugurt og kager til overpriser. Spørg først hvad det koster så bliver du ikke overrasket.

 

Tokapi. Dette paladskompleks blev bygget af Fatih Sultan Mehmet omkring 1453 og var de osmanniske sultaners residens i næsten 400 år. Mahmut II (1808-39) var den sidste sultan der residerede i Tokapi. De efterfølgende regenter foretrak at bosætte sig i Dolmabahce paladset der er bygget efter europæiske normer.

 

Det er kæmpestort. Der kan hurtigt gå mere end en halv dag hvis du vil se det hele. Det koster en halv bondegård hvis det alt skal ses. 15.000 lira (ca. DKK 100) for at komme ind, 15.000 lira ekstra for et kig ind i harammet (som er meget spændende og kun fremvises på guidede ture) og 15.000 lira ekstra for at se skatkammeret.

I første gård lå "nationalbanken", hospitalet og bageriet der leverede brød til sultanens bord.

 

I anden gård lå det administrative centrum, haremmet og 10 køkkener. Der skulle laves mad til sultanen, haremmet og paladsets personale i alt ca. 3-4000 personer. I den gamle køkkensektion er der i dag en udstilling af sultanernes kinesiske porcelænssamling på over 10.000 genstande. Knapt halvdelen er udstillet. Samlingen menes at være verdens tredjestørste.

 

I tredje gård lå sultanens audienssal hvor han modtog fremmede gæster. Her lå også skatkammeret, sultanens suite og en stor paladsskole hvor kristne drenge blev uddannet som embedsmænd.

 

I udkanten af fjerde gård lå et særligt omskæringsværelse der blev opført i 1642 på ordre af sultan Ibrahim.

Haremmet. Harem betyder tabu. Haremmet var forbudt område for andre end sultanen, hans sønner, slavinder og de eunukker der vogtede over kvinderne.

 

Op mod 300 slavinder (konkubiner) leverede seksuelle ydelser til sultanen og blev belønnet med smykker og smukt tøj. Slavinderne blev udvalgt på officielle slavemarkeder eller blev givet som gaver af fremmede magter. De skulle igennem en oplæring i islam, tyrkisk kultur, musik, litteratur, kunsten i at danse og klæde sig. Islam forbød muslimske, jødiske og kristne kvinde at være slavinder.

 

Af de 400 rum der blev bygget gennem flere århundreder er der kun adgang - på en guided tur - til et fåtal. Overalt er der smukke kakler og i nogle rum midt i haremmet kommer ingen dagslys ind. Turen er pengene værd.

 

Den blå moske. Bygget af Sultan Ahmet den første af Sedefkar Mehmet Aga. Byggeriet startede i 1609 og den blev færdiggjort i 1617. Den hedder oprindelig "Sultan Ahmet Cami", men turisterne kalder den for den blå moske på grund af dens mere end 20.000 blå kalker. Den har 6 minereter, kuppelen er 43 m høj og der er 260 mosaikvinduer.

 

Suleymaniye Moske. Moskeen er bygget af Suleyman d. prægtige 1550-57. Hele komplekset er på 98.000 m2. Der var både skole, karavanestation, hospital, tyrkisk bad, fattigkøkken, gravmæler og butikker. Det er Istanbuls største moske og det største omanniske mesterværk.

Den asiatiske del af Istanbul

Selvom der umiddelbart ikke er "noget at se" i det asiatiske  Istanbul, Üsküdar, er det alligevel en oplevelse at gå en tur i den del af byen.

 

Vi tog båden fra havnen ved Galatabroen. Det er rørende billigt at bruge de "offentlige" færger.

 

Når du går i land i Üsküdar, ligger der på havnen en lillebitte moske, Mihrimah Sultan Cami, bygget af Sinan. Går du lidt længere op ad den store gade støder du på fiskemarkedet.

 

Nu er det blot at gå på kryds og tværs i byen. Op ad bakken og  til venstre og til højre er der helt almindelige boligkvarterer. Det er nok noget af det morsomste og mest gæstfrie jeg har mødt i Istanbul at gå her.

 

Hele tiden må du hilse "hello". Alle vil hilse på dig, og de der kan mere end "hello" på engelsk, ville gerne vide mere om dig.

 

Jeg kan fortælle om en morsom episode: Min veninde skulle bruge et af de mange offentlige toiletter, der findes overalt. Desværre var det lukket. Hun rev og flåede i dørene, men ak. En tyrkisk mand kom forbi og så hendes kvide. Straks spurgte han alle omkring sig, hvorfor var det lukket og hvornår åbnededet . Ingen vidste åbenbart ingenting.

 

Han tog hende ved armen og førte hende til den nærmeste café, hvor han spurgte personalet om hun kunne få lov til at bruge toilettet. Alt endte lykkeligt..... Men var det ikke rørende?

 

Der er også et par moskeer på vejen, men det var ikke lige dem der gjorde indtryk.

Når du så er færdig med at vandre rundt ligger der på havnen, ved kajen lidt længere udad, fiskerestauranter. Det er skibe. Først tror man, at det er turistfælder, men det er det  ikke. Nul øl og nul vin, men dejlige, friske fisk. Prøv det.

Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net