dtf_all-inclusive_dk  300 x 250
 
Vejret i Faro

Faros middelhavsklima gør dette til en mere populær sommer destination end vinter.

 

Det milde vintervejr giver dog de besøgende den fordel, at de oplever Faro i behageligt vejr, men uden de horder af turister som kommer om sommeren.

 

Fra april til september er det dominerende vejr sol, sol, sol! Temperaturer ofte omkring de 30 C i midten af sommeren, og regn er sjældent.

 

December er den vådeste måned, selv om temperaturen stadig er mild.

Temperatur Faro

Måned

Middel

temp.

celcius

januar

11.9

februar

12.6

marts

13.7

april

15.1

maj

17.5

juni

20.6

juli

23.3

august

23.4

september

21.8

oktober

18.7

november

15.1

december

12.7

 

Faro Portugal

Mange siger, at Faro – Algarves hovedstad – ligger på Europas smukkeste kyststrækning. Her løber lange, skønne sandstrande, omgivet af klippeformationer på begge sider.


Faro er en charmerende gammel by med brostensbelagte gader og skyggefulde parker. Placeringen midt i Algarve gør desuden Faro til et perfekt udgangspunkt for rundrejser.

Faros gamle bydel er faktisk ikke så gammel (den blev brændt ned af engelske tropper i 1596, blev genopbygget og senere ødelagt igen af et jordskælv i 1755), men den er smuk og fodgængervenlig. Ved siden af citadellets ringmur ligger den lille havn, hvorfra den nye og mere livlige del af byen strækker sig mod øst og nord.

Haven ved siden af havnen, Jardim Manuel Bivar, er et godt udgangspunkt. Ved dens øverste ende begynder byens egentlige shoppingområde – et lille netværk af gågader med alle slags butikker, caféer og værtshuse. Derfra kan man bevæge sig nordpå mod nogle af Faros mest kendte kirker – Igreja do Carmo f.eks. – eller nordvestpå via rundkørslen Largo 25 de Abril til ferskvaremarkedet.

 

Ret mod vest når man efterhånden frem til den svagt stigende Avenida 5 de Outubro, som slutter foran Faros pompøse Liceu (gymnasieskole). Her belønnes man med en vid udsigt over Faro, vådområderne i Ria Formosa og havet.

Rejser til Faro Algarve

Mad & drikke i Faro

Faro skal man naturligvis spise fisk og skaldyr. Den store østers- og muslingeavl i Ria Formosa gør disse bløddyr til et godt valg. Men kød kan jo også være godt, især kylling, lam og sort gris, porco preto.

Algarve byder på meget spændende og varieret gastronomi, baseret både på retter fra kysten og baglandet.

 

Vi er ikke i et fast-food land! Et typisk måltid består af fisk, kød, grøntsager og frugt. Portugals nationalret er 'bacalhau', tørret, saltet torsk. Det lyder måske underligt med tørret fisk, når man har så rigeligt med frisk fisk, men denne fisk er så meget en yndlingsret her, at portugiserne også spiser den til julemiddagen med olivenolie, kål, kartofler og kikærter.

 

Algarve er et gastronomisk paradis for fiskeelskere. Hver morgen ankommer fiskerbådene med deres friske fangst, som bliver forvandlet til lækre fiskeretter på restauranterne. Fiskesuppe, blæksprutte med ris og sammenkogte fiskeretter hører til de mest populære retter.

 

I baglandet serveres andre retter. Her dyrkes mange grøntsager, fårene græsser på de grønne bjerge og her dufter af vilde blomster. Typiske retter fra landkøkkenet her indeholder f.eks. kylling og forskellige slags bønner.

 

Endelig må man nævne de mange søde sager, som produceres og nydes i Algarve, ofte baseret på mandler, figner og honning. Disse søde sager går helt tilbage til opdagelsesrejsernes tid, hvor de blev lavet i klostrene.

Faro
Shopping i Faro

Faros største shoppingområde ligger i direkte tilknytning til Jardim Manuel Bivar: tag Rua Dr Francisco Gomes ved dennes øverste hjørne, så havner du i det centrale Faros bilfrie shoppingområde, med tøj, sko og andet tilbehør, sports-, indretnings- og tøjforretninger på et område som strækker sig 3-4 kvarterer i alle retninger.

 

Hjertet er Rua de Santo António, hvor konditoriet Gardy ligger; og på Rua Dr Francisco Gomes findes den hyggelige Café Aliança. Fodgængerområdet slutter i nord ved torvet Praça Ferreira de Almeida. Her ligger Faros bedste vinforretning, Garrafeira Rui. I det duftende sortiment indgår også lokale pølser, oste, sukkerstads mm.

 

Tager man Rua do Lethes herfra, og drejer til højre forbi teateret med samme navn, og ind på Rua Dr Justino Cúmano, havner man efterhånden ved Faros store ferskvaremarked, Mercado Municipal. Markedet er åbent til ganske sent, og et udmærket sted til at gøre sig bekendt med de lokale råvarer. Om sommeren har markedet også åbent om søndagen.


Lige uden for Faros centrum, på vej EN125 i retning mod lufthavnen, ligger Forum Algarve. Dette er byens shoppingcentrum, og det er i det hele taget smagfuldt og hyggeligt, med en langstrakt indre, åben gård.

Transport i Faro

Faros jernbanestation forbinder byen med resten af Algarve og det øvrige Portugal.

 

Der findes også et veludbygget busnet, som normalt fungerer mere effektivt ved rejser ind i regionen. I Faro klarer man sig godt til fods.
 
Taxa
For lange ture/rejser er det bedst at forhandle sig frem til en pris på forhånd, fordi chaufføren har ret til forskellige tillæg for tom returkørsel, hvis der anvendes taxameter. Drikkepenge er ikke obligatoriske, men påskønnes alligevel, selv om det er lidt.

Udflugter fra Faro

Monchique-bjergene

Algarves frodige bjergkæde Serra de Monchique rejser sig med et ryk fra det flade kystland. Et vulkan-helvede i tidernes morgen. I dag ligger bjergkæden som en doven drage nord for Lagos og Portimão. Frodige skråninger med palmer, jordbærtræer og eukaluptus under Fóia-bjergets nøgne top på 902 meter. Majsmarker og malkekøer omkring de snævre gader i bjergbyen Monchique. Og husk at smage den lokale brændevin Medronho brygget på jordbærtræets frugt.
 
Silves – Algarves gamle hovedstad

En flok hvide huse under Portugals største maurerborg i en grøn dal med mandeltræer, vinmarker, citron og fersken. Er du til sorgløse vandreture, fred og ro, så tag et par dage i Silves, der var Algarves hovedstad, indtil danske og engelske korsriddere snuppede byen fra muslimerne i 1189. Den dag i dag kan du møde en ung kriger fra middelalderens voldsomme kampe. Et grinende kranium. Et magert skelet. Stedt til hvile i byens museum.
 
Alcoutim – krigerborge og smukke, hvide huse

Følg med strømmen, når tidevandet myldrer op ad Guadiana-floden på grænsen mellem Spanien og Portugal. Efter en pynt dukker lilleputbyen Alcoutim op i vandkanten. Hvide huse, der spejler sig i spanske Sanlucar på højre flodbred, fra en dunkel fortid. De to smukke tvillingebyer har tittet til hinanden i 750 år. Hver med sin krigerborg. Men borgene mistede deres betydning, og de to småbyer slumrede ned i en dyb tornerosesøvn. I dag et idyllisk feriemål, flere lysår fra kystens tætbefolkede ressorts, med en svalende sandstrand ved Cadavais-floden. Dovne gåture op til byens maurerborg og til middelalderfæstningen Castelos lille arkæologi-museum. Vandski og sejlture på Guadiana.
 
Mértola

Den danske digter B.S. Ingemann ville have hulket af glæde ved synet af Mértola få kilometer nord for Alcoutim. En flok hvide huse under en ruineret ridderborg på en bakke over Guadiana-flodens sølvglitrende vande. Med en moské fra maurernes tid, genbrugt som kirke siden de kristne Santiago-riddere erobrede byen i 1238. En romersk villa i kælderen under rådhuset. Og et gammelt franciskanerkloster, som kunstnerparret Christiaan og Geraldine Zwanikken har forvandlet til ferieresidens og vandmuseum, med sirlige kanaler, blomster og urter og finurlige skulpturer. Som det mekaniske æsel, der med knirkende tandhjul og kæder trækker vand op ad klostrets gamle brønd.
 
São Lourenço-kirken – Fajancekunst i Algarve

Du behøver ikke tage til Lissabon for at få et glimt af Portugals fantasifulde fajancekunst, de såkaldte azulejos. Stop op ved Almancil på vejen mellem Faro og Quarteira. Her står en barok-kirke så hvid som nyfalden sne. Vægge og loft er dækket af fajancefliser med scener fra Sankt Lourenços liv, og alteret er en eksplosion af sirlig træskærerkunst belagt med guld. En perle fra 1730, midt i sommerlandet.

 
Faro

Seværdigheder i Faro Portugal

Museu Municipal
Også kaldet Museu Arqueológico, fordi det først og fremmest indeholder arkæologiske fund. Ligger i det forhenværende kloster Nossa Senhora da Assunção indenfor ringmuren. Klosterhaven fra 1540, med smukke søjlegange i to plan, er museets hjerte. Noget af det mest seværdige er en romersk gulvmosaik fra 300-tallet med guden Neptuns hoved i udsøgte detaljer.
 
Faro Cathedral
Udvendigt er Faros katedral lav og tyk, en blanding af renessance og barok som følge af langvarige om- og tilbygninger efter krigsplyndringer og naturkatastrofer. Interiøret er mindst lige så blandet, men med interessante indslag, bl.a. et stort orgel fra 1700-tallet med kinesisk udsmykning.
 
Igreja Do Carmo
Blandt Faros kirker er denne barokke bredside den mest besøgte, men ikke så meget på grund af dens fantastisk forarbejdede, bladguldstunge interiør, mere for sit Capela dos Ossos, et “benkapel” som kom til i 1816 og er helt dekoreret med skeletdele fra munke.
 
Parque Natural Da Ria Formosa
Vådområdet Ria Formosa blev erklæret for et beskyttet naturområde i 1987, fordi dets enestående forudsætninger som rugeplads for eng- og vandfugle var truet af turismens fremgang. Hele kyststrækningen fra Faro til Cacela Velha undgik dermed at blive bebygget. En bådtur til en af Faros øer giver mulighed for at besøge Ria Formosa.
 
Paladset Og Haven I Estoi / Romerske Levn I Milreu
I byen Estoi lidt nord for Faro ligger det, for Algarve, enestående Palácio de Estoi, et privat palads opført i rokokostil i sidste halvdel af 1800-tallet. Denne miniatureudgave af det kongelige palads i Queluz uden for Lissabon er omgivet af en meget smuk have, som er åben for offentligheden. I Milreu – lige uden for Estoi – findes Algarves vigtigste levn fra romertiden.

Faro lufthavn

Faros internationale lufthavn ligger seks kilometer vest for byen, lige ved havet.

 

Bus nr. 14 og 16 kører regelmæssigt ind til Faros centrum en billet koster €1,65 og turen tager ca. 20 minutter.

 

Med taxa tager turen knapt 15 minutter og koster omkring €12 (mere om natten og i
weekender, samt hvis man har meget bagage).

Faro

Fakta om Faro

Sprog: Portugisisk

 

Religion: Romersk-katolsk

 

Prisniveau: 1,5 liter kildevand koster 3-4 kr. hos købmanden; en kop kaffe på café ca. 4 kr; mens man må slippe 7,5-15 kr. for en øl på café.

 

Turismen: Algarve huser ca. fem mio feriegæster i sommerhalvåret. Flest ved den smukke klippekyst vest for Faro, omkring Vilamoura, Albufeira og Armação de Pera.

 

Maurerne: Algarve var et muslimsk/maurisk område 711-1250. Den dag i dag bygger man høje, slanke skorsten, der kan minde om minareter. Og markedshallerne i Loulé, Olhão og Vila Real de Santo António er pyntet med flotte, ’mauriske’ kuppeltage.

 

Tog: Du kan opleve Algarve-kysten med tog, fra Lagos i vest over hovedstaden Faro til Vila Real de Santo António ved Spaniens grænse i øst. Og tag endelig cyklen med – det er gratis, men spørg først på stationen, om der er plads til cyklen eller ej.

Faro
Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net
dtf_all-inclusive_dk  300 x 250