Algarvekysten i Portugal.

Stedet er Lagos i Algarve-provinsen i Portugal. Vi sidder på en lille bar i den 20.000 indbyggere store by. Vi har udsigt over havet, der denne sommerdag er blikstille. På vores tallerkener er der grillede sardiner, små kartofler og vel-smagende brød. Dertil naturligvis en god portugisisk hvidvin. I lokalet sidder der udover os kun fiskere. Det er sjældent, at turisterne kigger herind, siger værten, som dog ikke klager over ALGARVEKYSTEN SKØNNE STRANDE Fiskerne er som sædvanligt om morgenen kommet i havn med dagens fangster. Nu hygger de sig sammen. Snakken går livligt. Stemningen er høj. Der skåles på livet løs. Alt tyder på, at lasten og dermed fortjenesten har været tilfredsstillende. Fiskerne er venlige, sådan som alle portugisere er det.

Vi skriver 2009, men den lille knejpe kunne fint have eksisteret i 1400-tallet, hvor den portugisiske opdagelsesrejsende Henrik Sø-fareren fik øjnene op for en verden uden for Portugal. Lagos var dengang et vigtigt udgangspunkt for Portugals flåde, men der knytter sig faktisk et trist kapitel til byens historie. Det var nemlig i 1441, at de første slaver fra Sahara blev ført hertil for senere at blive sejlet til Brasilien. Havet har i århundreder været Lagos’ livsnerve. Havet er en vigtig indtægtskilde, men turisterne hjælper i dag godt til.

Provinsen Algarve i det sydlige Portugal med bjerge mod nord, Atlanterhavet mod syd og vest samt floden Guadiana mod øst, var tidligt et populært chartermål fra Danmark. På et tidspunkt tog nabolandet Spanien for alvor over, men nu er Portugal igen kommet på danskernes charterlandkort, og det er Algarve, der trækker. Dejlige strande, 150 kilometer i alt, over 300 solskinsdage om året, små bugter, der gemmer sig bag store kløfter, klipper, som i århundreder har beskyttet befolkningen mod de piskende bølger fra Atlanterhavet, charmerende fiskerlandsbyer og travle byer, hvor turisterne sætter deres tydelige præg.

Inde i baglandet finder man det ægte Portugal, og den arabiske indflydelse fra Maurertiden fornægter sig ikke. Der er små huse med hvidkalkede og blå facader, og mange af disse prydes af farvestrålende kakler. Noget helt karakteristisk er husenes skorstene, der ofte er hele kunstværker. Det er også et levn fra maurernes tid, men et levn som portugiserne værner om. I haverne står der frugttræer, bl.a. oliven, appel-siner og citroner.
Der er nok til at selvforsyne familien og er i stor kontrast til, at man ude på landet kan se frugter fra appelsinplantager ligge på jorden uden at blive samlet op. Det er der ikke penge i, siger bønderne. På terrasserne hænger det nyvaskede tøj til tørre, og hist og her kan man se kvinder flette de berømte kurve. Flere unge keramiske kunstnere har også fundet vej til Algarve, og de har ikke noget imod, at der dukker turister op på deres værksteder.

Langs Algarvekysten ligger der en lang række steder, man bør besøge. Mod vest ligger Sagres, og herfra er der seks kilometer til Cabo de Sao Vicente, også kendt som Verdens Ende. Siden 1400-tallet har Sao Vicente fungeret som landkending for søfarten, og det nuværende fyr er så kraftigt, at det kan ses 95 kilometer væk. Den berømte opdagelsesrejsende Henrik Søfareren, 1394-1460, der døde i Sagres, var tæt knyttet til området og byggede en fæstning, et skibsværft og en søfartsskole.

Få kilometer mod øst ligger Lagos i en af de største bugter. En travl by, hvor der bor mange kunstnere. Fiskeriet spiller en stor rolle. Lagos besøges dog ikke kun af velbeslåede turister. En anden form for turister er de tusinder af storke, der hjemsøger området hver sommer. Man regner med, at der er ca. 7.000 storkepar på længere eller kortere ophold i Algarve, ikke mindst under rishøsten.

En stor del af turismen ved Algarve er koncentreret omkring Albufeira, der under arabernes herredømme blev en rig handelsby. Fra Albufeira kan man i lejet bil besøge de mange små byer mod både øst og vest. Smutture ind i baglandet er ekstra oplevelsesrige, hvor idyl, charme og brostensbelagte gader indbyder til afslapning på de små fortovscaféer. Man skal tage sig god tid.

Alle byerne langs kysten har en historie, der er værd at stifte nærmere bekendtskab med. Mange af stederne har små sjove museer.

Den største by, Faro, ligger stort set midt på Algarvekysten. Den har ca. 50.000 indbyggere. Byen blev kraftigt ødelagt under et jordskælv i 1755.

En snes kilometer øst for Faro ligger Vilamoura, hvor man har store ambitioner om at skabe Europas største ferieområde med flotte golfbaner, feriehoteller, storslåede marinaer, rideskoler og muligheder for jagt og fiskeri.

GOLFREJSER
Danske golfspillere i tusindvis strømmer til Portugal, hvor Algarvekystens mange baner lokker. Koncentrationen af golfbaner ved Algarvekysten er stor. Der kan spilles året rundt, og mange af banerne har været vært ved store internationale turneringer.

AKTIVITETER
Langs hele Algarvekysten er der massevis af aktivitetsmuligheder. Strandlivet spiller en stor rolle, og der er dykkercentre langs hele kysten. I bjergene i baglandet er der ridecentre. Der er flere vandlande, tennisbaner og temaparker.

INDKØB
De normale åbningstider er mellem klokken 10 og 19. I perioder kan man komme ud for middagslukning. Der kan med fordel købes sko, tasker og bælter. Kvaliteten er god og priserne noget under de danske. Marmor og malede kakler, kniplinger og broderier er efterspurgte varer af turisterne. Det er populært at købe en cataplanagryde. Den fungerer som en trykkoger og er populær til fiske- og kød- stuvninger. Filigran er også eftertragtet, og det samme er Portugals berømte hane, ”hanen fra Barcelos”, der er malet i glade farver på træ eller ler.

MAD OG DRIKKE
Ved Algarvekysten spiser man naturligvis fisk i mange forskellige variationer. Grillede sardiner er et must, og små muslinger i en lage af olivenolie, koriander og hvidløg er en god frokostret. Så skal man også prøve Ameijoas na Cataplana, en ret tilberedt i en rund kobbergryde og bestående af muslinger, røget pølse, svinekød, løg, krydderier og vin. Er man til østers, er det også en mulighed for små penge.

Madpriserne på de små, udmærkede spiserestauranter ligger 25-30 procent under de danske, ofte mere. Vine i Portugal er af høj kvalitet, og udbuddet er stort. I Algarve nyder lokalbefolkningen snapsen Medronho. Den mest kendte lokale cognac er fremstillet af sukkerrør og tilsat forskellige frugter.
 
Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net