Den velsmagende græske ø kreta.

Kreta er en både velsmagende og velduftende rejseoplevelse, der får langt de fleste turister til at vende tilbage efter mere. Enkelte taber deres hjerte til Kreta på den allerførste tur og drømmer kun om at bosætte sig for altid på den smukke ø.

En fantastisk vild natur, økologisk fødevareproduktion, en tusindårig kultur, kokkeskoler, vinavl og Europas bedste olivenolie. Kreta er kendt og elsket af danske og andre nordiske ferierejsende, der værdsætter det lune klima, den velsmagende og ægte middelhavskost og ikke mindst en venlig befolkning, der holder af gæsterne fra det kolde nord.

Uendelige muligheder.
Kreta har noget at tilbyde mennesker med stort set alle interesser. Mindesmærker fra Europas ældste højkultur, en fantastisk og varieret natur, charmerende og ret forskellige turistområder gør Kreta til et enestående rejsemål. Øens uendeligt lange historie, med skiftende besættelser af forskellige folkeslag som: arabere, italienere, venetianere, og endelig tyrkere har efterladt mange synlige spor i hverdagen, lige fra påklædningen (hos de ældre), til madlavningen, musikken, sangene, dansene og bygningerne. Den charmerende blanding af arabisk og italiensk, som bl.a. kan ses i byggestilen, er meget forskellig fra den, man kender fra andre græske øer, hvor historien er helt anderledes.

Markedet.
Markedshallen i Chania er byens kulinariske nerve og duftene indenfor så overvældende, at de fremkalder sultfornemmelser, selv om morgenmaden er indtaget få timer tidligere. Rundt om i den korsformede hal er der et væld af større eller mindre boder, hvor fra der sælges alle de fantastiske produkter Kreta byder sine indbyggere og turister på. Små taverner eller spisehuse ligger og putter sig mellem boderne og her indtager kretenserne småretter, fremstillet af dugfriske produkter leveret af fx fiskemanden, der har sin bod lige ved siden af.

Det græske køkken kan virke velkendt med retter som moussaka med auberginer og kødfars, souvlaki, grillspyd, tsaztiki - hvidløgsyoghurt, og den gode græske salat med fetaost. Og man kan selvfølgelig nøjes med at nyde disse retter på Kreta. Men er du blot en smule nysgerrig, så er der meget mere at opleve. Kretenserne drikker raki, en hjemmelavet spiritus af vindruer, som ofte er meget stærk. For dem, der ønsker noget mildere, kan vi anbefale den traditionelle ouzo, en aniskrydret aperitif. Til maden kan man bestille en lokal vin serveret i lerkande eller en fra en af de berømte vingårde på Kreta.

Verdens sundeste kost.
I de små byer i bjergene tager man livet roligt og hænger ud på de hyggelige taverner, der oftest kun har plads til tre-fire borde under de skyggefulde platantræer. Her nyder de ældre mænd en kaffe eller måske en enkelt ouzo, mens man drøfter landsbyens større og mindre problemer og måske den næste fest. For kretenserne forstår at feste, men på den fede måde. Det er ikke her, du ser berusede mennesker.

Kommer du forbi landsbyens kafenion eller taverne, så skal du vide, at menukortet ikke er stort. På kafenion er det mest kaffe og andre drikkevarer, og normalt har den kun åbent kl. 8-10 og igen sidst på dagen, mens tavernen holder åbent hele dagen og ofte serverer det, der er dagens ret. Maden er altid frisklavet af dugfriske råvarer og ofte fra landsbyens egne marker, mens krydderurterne, der gror vildt, er indsamlet i nærheden. Bestil dagens ret og smag det ægte kretensiske køkken. Det vil du ikke fortryde.

Den græske kost er en af de sundeste i verden. Grækerne lever længere end danskere, selv om de er det folkefærd, der ryger mest i hele verden. Det græske køkken er typisk for køkkenerne i landene omkring Middelhavet som Italien, Balkan, Tyrkiet og Mellemøsten. I det traditionelle græske køkken indgår brug af olivenolie, grøntsager og krydderurter, korn- og brødprodukter, vin, fisk, kød der ofte er okse, svin, lam eller ged og kylling.

Typiske ingredienser i det græske køkken er lamme- og svinekød, oliven, ost, æg, agurk og yoghurt. Desserter og kager er domineret af nødder og honning.

På Kreta er kosten om muligt endnu sundere. For her blander grøntsager, gede- og lammekød, fisk, oste og yoghurt, linser, nødder sammen med friske frugter som bl.a. ferskener, nektariner, figner, druer og appelsiner, der hører til verdens bedste - kosten til noget nær perfektion. Hjertelæger og sundhedseksperter jubler, når de hører om kosten på Kreta. Og det er da heller ingen tilfældighed at flere af klodens allerdygtigste læger har forsket i den positive betydning af at spise som kretenserne.

Naturen.
Beliggenheden langt mod syd i Middelhavet giver en sommersæson fra april til november, som tiltrækker især europæerne fra de meget køligere himmelstrøg. Kretenserne, der bor i øens smukke og livgivende omgivelser året rundt, er blevet smukke og givende i deres sind af øens milde påvirkning.

Deres ro smitter af på gæsterne fra resten af Europa, der alle mærker skuldrene falde ned, når først øens milde klima og skønne krydrede dufte rammer næseborene, når man træder ud af flyvemaskinen. Og slappe helt af gør man - ikke mindst i mødet med kretenserne. Dufte og lyde modtages med alle sanser og varmen absorberes. Farverne blandes foran dine øjne og inden i dig, gør sindet let og fylder det med alle de lyse farver, der findes.

Som nordbo er det svært ikke at blive tiltrukket som af en magnet - af dette. Stilheden på øen (når der ikke lige er fest!) blander sig med farverne og duftene fra de tusinde forskellige blomster, urter og frugter og lader sig optage i et åbent sind, der altid tager hjem med et lille stykke Kreta i hjertet. Hvert sekund lagres inden i dig og man forsøger at fastholde dem alle.

For Kreta er noget helt specielt. Den store og naturskønne ø med sin dramatiske historie, opleves som et selvstændigt land og - solens ø.
 
Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net