dtf_all-inclusive_dk  300 x 250
 

Thailand 2011

Først efter at have haft kontaktet en håndfuld enormt sløve rejsebureauer, hvor ordet service absolut ikke er i deres ordforråd, lykkedes det at finde et bureau som handlede hurtigt og viste interesse i at sælge en rejse, nemlig C&C Travel.

Efter den første henvendelse til dem, vendte de hurtigt tilbage og i fællesskab fik vi sammensat en skræddersyet rejse til Thailand som er lige efter vores hoved og til en meget fornuftig pris.

Dag 2. Fredag 23/12

Efter en lang travetur igennem lufthavnen fandt vi frem til immigrations-myndighederne og fik vores turistvisum uden problemer og så gik vi over og hentede vores bagage. Ved udgangen af lufthavnen stod der en agent fra C&C Travel og tog imod som aftalt. Hun fik os sendt af sted i en taxa til hotellet Imperial Queen Park Hotel hvor vi skulle bo i 3 dage inden at vi flyver videre til Koh Kradan.

 

Det var et rigtigt stort og fint hotel, hvor vi fik et værelse på 31 etage. Værelset bestod af 2 store rum (1 opholdsstue og 1 soveværelse) samt 2 badeværelser. Det var godt nok fine forhold i forhold til hvad vi er vant til.

 

Da vi havde fundet os tilrette på værelset, besluttede vi os for at tage en lille ”morfar” på et par timer inden at vi skulle ud i storbyen Bangkok og se nærmere på et par seværdigheder.

 

Vi vågnede igen ved middagstid og gik i retning mod Grand Palads (konge paladset – Emerald Buddha Templet). Vi blev dog hurtigt enige om at tage en taxa i stedet for at gå, og efter et par forsøg lykkedes det os da også at fange en. Han tilbød os at køre os rundt i byen resten af dagen for 1000 bath og det takkede vi ja til.

 

Vi startede ved Grand Palads som virkelig er et besøg værd, her er et væld af gamle Thailandske bygninger som alle er fantastisk udsmykkede. Det var et utroligt syn at se det gamle palads beliggende midt i storbyens virvar. Det lykkedes os også at komme ind i templet og se Emerald Buddha, trods de mange mennesker, og nå ja, skoene skulle lige stilles ude foran.

 

Derfra kørte vi videre til et andet gammelt konge palads, vi kom dog lige inden lukketid, så vi blev nærmest ført rundt ved ørerne og dørene smækkede efter os inden at vi næsten var kommet igennem dem. Det var nu et meget flot sted, desværre fik vi ingen billeder derfra, da vores kammeraer skulle afleveres ved indgangen.

 

Inden at vi igen vendte tilbage til hotellet, var vi lige forbi en af de sædvanlige turistfælder, et smykke værksted. Vi nøjedes dog med at kigge og købte ikke noget trods et ihærdigt forsøg fra sælgeren.

 

Kl. var 17.30 da vi igen kunne låse os ind på hotelværelset. Det havde været en spændende tur rundt i Bangkok, men det er godt nok en meget stressende by at opholde sig i, så vi aftalte med chaufføren at han skulle komme og hente os i morgen kl. 7.00 og tage os på en udflugt ud af byen, væk fra alt støjen og trafikkaosset.

Dag 6. Tirsdag 27/12

I dag var så den første dag i en lang række hvor der skulle ske absolut ingenting, og tiden bare skulle bruges på at slappe af og nyde det gode vejr.

 

I løbet af dagen blev det til et par ture langs med stranden. Hver gang gik vi strandens fulde længde, men tiden det tog varierede imellem 10 minutter & 1 time, alt efter om det var lav- eller højvandet.

 

Vi fik også badet et par gange i det dejlige varme vand ved stranden og under den iskolde bruser som vi havde i det udendørs badeværelse.

 

Til aften besluttede vi os for at gå ind midt på øen og spise i restauranten ved Paradise lost ressort. Vi kiggede på menukortet og valgte at vi skulle have dagens ret, koteletter. Der var desværre udsolgt, så i stedet for tog vi fisk m/bagt kartoffel. Da fisken blev serveret viste det sig at det var en hel fisk med hoved og alt hvad der ellers tilhører. Det er altså ikke lige mig at spise noget som ligger der på tallerkenen og kigger på en imens, men det smagte nu meget godt.

 

Efter aftensmaden skulle vi tilbage til vores bungalow ved stranden, turen gik igennem junglen i bælg ravendes mørke. Til alle som kommer til Koh Kradan og vil spise til aften inde på øens midte, HUSK en lommelygte, der er godt nok mørkt herude :)

Dag 12. Mandag 2/1

I dag var det så tid til at forlade Koh Kradan og rejse videre til Railay Bay ved Krabi. Efter morgenmaden fik vi pakket færdig og ved 9-tiden tog vi en long tail boat ind til fastlandet. Her stod der en chauffør klar til at køre os de ca. 120 km op til Krabi.

 

Køreturen gik fint nok lige indtil at vi var fremme ved Krabi, men pludselig stod trafikken helt stille. Det viste sig at vejen var ramt af oversvømmelse, og politiet var ved at omdirigere alt trafikken. Efter en lille time lykkedes det os at komme videre afsted imod den strand hvor vi skulle sejle fra. Stranden hed Ao Nang, herfra var der 15 minutters sejlads til vores endelige mål, nemlig Railay Bay.

 

Det stille og rolige feriested som vi havde bestilt hjemmefra, viste sig dog hurtigt at være en ren turist-magnet. Stranden lignede fluepapir og der var et stort antal meget store ressorts, samt et utal af restauranter og små butikker, ikke lige det vi havde regnet med.

 

Nå men efter at have gjort et mislykket forsøg på at checke ind det forkerte sted, lykkedes det os at få vores værelse på Railay Bay ressort og spa. Værelset fejlede da absolut heller ikke noget, og var jo nærmest luksus i forhold til det vi havde haft ude på Koh Kradan.

 

Da kl. næsten var blevet 14.00, skyndte vi os at finde et sted at spise og så brugte vi resten af eftermiddagen på at udforske det nye sted og de dejlige omgivelser. Inden at det var tid til at finde noget aftensmad, skulle vi da også lige en tur under bruseren. VARMT VAND i hanen for første gang i over en uge, det blev til et langt bad, hvorefter man følte sig som født på ny.

 

Rejsebeskrivelse fra Bangkok, Koh Kradan & Krabi (Railay Bay) i Thailand.

Bangkok

Dag 1. Torsdag 22/12
Så blev det endelig tid til årets juleferie og til at komme væk fra den danske vinter. Skønt, men hvorfor skal man altid flyve så tidligt. Vækkeuret var blevet stillet til ”det vildt ukristelige tidspunkt” kl. 2.00. Nå men der er jo en dejlig ferie at se frem til, så vi overlever vel også det tidlige tidspunkt denne gang :)

Efter den første korte del af flyveturen til Amsterdam havde vi hele 7 timers ventetid inden at vi skulle videre til Bangkok, det er altså lang tid i en lufthavn. Nå men tiden gik da og så sad vi i flyet fra China Airlines, som skulle flyve os den 10 timer lange tur til Bangkok, hvor vi landede kl 06.30 lokaltid.

Dag 3. Lørdag 24/12

Som aftalt i går kom taxaen kl. 7.00 og så stod hele dagen ellers på udflugt og oplevelser. Vi startede med at køre et stykke uden for Bangkok, til et flydende marked. Straks vi hoppede ud af taxaen, stod en person klar til at leje en båd os. Hun startede med en pris på 3500 bath, hvilket vi klart gav besked om var for dyrt. Efter en hel del prutten om prisen, hvor vi flere gange var ved at gå, endte prisen på 2000 bath og så slog vi til.

 

Vi blev guidet ned af den lille kaj og gik om bord i en såkaldt Long tail boat, som sejlede os ned af de smalle kanaler til selve markedet. Her brugte vi en lille time med at opleve hele stemningen omkring markedet og vi fik da også købt en lille træfigur af Buddha.

 

Efter besøget ved markedet kørte vi videre til Broen over River Kwai. Broen havde en stor betydning i anden verdens krig, hvor stedet kostede rigtig mange soldater livet, fordi de allierede forsvarede broen som var en meget vigtig forsyningslinje. Vi gik en tur på den historiske bro og fik også set kirkegården får de allieredes mange faldne soldater.

 

Turen gik herefter videre nordpå til Tiger Temple, som er et munke kloster samt redningscenter for de udrydningstruede tigre. Det var (på trods af den turistfælde lignende opstilling) nok en af mine livs største oplevelser at komme så tæt på de store tigre, og jeg fik da også lov til at sidde og ae flere af dem, der iblandt en fuldvoksen han på over 250 kg. Efter ”kælerierne” blev det også tid til at gå en lille tur med de store dyr, eller rettere sagt, de gik tur med os, for det var nu dem der bestemte tempoet og retningen. Til alle som er i nærheden af templet, kan det kun anbefales at besøge stedet, selvom at det som sagt er lidt af en turistfælde.

 

Besøget ved tigrene var absolut dagens højdepunkt, men det var ikke dagens sidste oplevelse. Vi kørte nemlig videre til en elefant park. Her kom vi helt tæt på de store dyr i form af en ridetur, på ryggen af en 14 år gammel hun elefant. Det startede som en ganske almindelig elefant tur, med en fører. Men da vi var kommet cirka halvvejs rundt af stien, hoppede føreren af elefanten, og så måtte vi selv ud af stolen og ned på nakken og sidde for at ”styre”. Det gik nu meget godt indtil at det store dyr besluttede sig for at den ville have noget at spise. Så den gik hen til et træ og strakte sig for at nå nogle grene med blade på, hvilket resulterede i at jeg fik meget lidt plads til at sidde på mellem dens hoved og stolen på ryggen. Okay jeg blev vist lidt tyndere end jeg var i forvejen, men det var nu en spændende oplevelse vi fik.

 

Elefant parken var dagens sidste besøgssted og så gik turen tilbage i mod Bangkok. Det gik fint indtil at vi kom inden for bygrænsen, men så skal jeg da også lige love for at vi ramte myldretrafikken for alvor. Det tog os 2 timer at komme igennem byen til vores hotel og da vi ankom var kl. gået hen og blevet 20.00, både os og chaufføren var til sidst død trætte af Bangkoks mylder. Bangkok har virkelig et transport problem at løse, og vi skal ikke pive hjemme i Danmark, når der er en lille bilkø.

 

Da det jo var juleaften i dag, besluttede vi os for at vi skulle have en god steak til aftensmad og det fik vi. Derefter gik vi tilbage til hotellet og hyggede os lidt inden at det var sengetid efter en lang men spændende dag.

Koh Kradan

Dag 4. Søndag 25/12

Vi havde aftalt at mødes med taxa chaufføren kl. 10.00 i dag, hvor han så skulle køre os til Samutprakarn crocodile farm & zoo, som er verdens største krokodille farm, med over 100.000 krokodiller i alle størrelser lige fra nyfødt til 6 meter lange.

 

Vi startede med at gå rundt og se de mange krokodiller og gik derefter hen for at se et show med krokodille brydning. Det var nu meget spændende at se de modige dyrepassere når de stak både hænder og hoved ind i gabet på de store dyr, men det var endnu bedre da showet var forbi og vi så selv fik lov til at sidde og ”ae” en 4 meter lang krokodille. Daniel sagde nu, nej det skal vi ikke, men det skulle han nu ikke bestemme, så han måtte bare finde pungen frem og betale med et smil. FED oplevelse, der da også lige kunne få hjertet til at banke en ekstra gang :)

 

Bagefter gik vi rundt i resten af parken og så de andre dyr, bl.a. så vi bjørne, aber, orangutanger, flodheste, elefanter og en hel masse andre spændende dyr. Da vi havde set det vi ville og var på vej ud mod taxaen, fandt vi et sted hvor vi kunne blive fotograferet med en slange om halsen, det skulle vi da også lige prøve. Det viste sig dog at vi skulle have 2 slanger på samme tid, 1 Boa og 1 Python.

 

Jeg var nu ikke helt tryg ved situationen mens at jeg stod og ventede på at det blev min tur, men da først jeg var blevet udstyret med mine 2 nye halstørklæder, så gik det jo fint. Den ene (Boaen) ville dog ikke side stille, hvilket resulterede i at det stakkels dyr næsten må være blevet kvalt af mit stramme greb rundt om dens nakke, Nå men hellere den end mig.

 

Vi besluttede os for at køre tilbage til hotellet efter besøget ved krokodille farmen og der stod den på afslapning resten af dagen, inden at vi dagen efter skulle tidligt op for at nå flyet videre til vores næste destination, nemlig Koh Kradan. Det skulle nu blive skønt at komme væk fra alt stres og jag i Bangkok.

Tiger Thailand

Dag 7-11. Onsdag-Søndag 28/12-1/1

Ja hvad har vi så lavet de sidste 5 dage ? Hmmm absolut ingenting, altså næsten. Det er jo gået hen og er blevet hverdag at lave ingenting, og vi er blevet så vant til det at der nærmest er kommet system i det at slappe af :)

 

Vi er stået tidligt op og har spist den sædvanlige morgenmad, bestående af cornflakes, toast med spejlæg (kolde), sandkage og frugt. Derefter har vi gået en lang tur på stranden, det har passet perfekt med tidevandet, så stranden var lang på det tidspunkt. Så var der en hyggetime på terrassen, inden at det igen var tid til at få lidt mad i maven. Ris, ris og mere ris, nå ja vi er jo også i Thailand.

Efter middagsmaden skulle der lige slås mave inden at det igen blev tid til en lille tur på stranden og i bølgen blå. En af dagens højdepunkter var Shang-tid (thailandsk øl), efterfulgt af den kolde bruser og en lille morfar.

 

Aftensmaden er blevet indtaget på en lille Italiensk restaurant ved navn Oasis, som er beliggende inde midt på øen sammen med Paradise lost ressort og som er uden tvivl øens bedste spisested. Her har aftensmåltiderne bestået af pizza, pasta og lasagne i bedste italienske stil, alt sammen skyllet ned med den efterhånden kendte Shang-øl. Nytårsaften gjorde vi dog en undtagelse og bestilte en pebersteak samt en flaske rødvin, Damn hvor det smagte godt. Nå men så kan der vist heller ikke skrives mere om disse 5 driver-dage i paradis. I morgen skal vi videre til Krabi.

Dag 13-14. Tirsdag-Onsdag 3-4/1

De sidste 2 dage er gået rigtig godt. Vi har fået gået en hel del ture rundt på den lille halvø, hvor vi bl.a. har set grotter og en masse aber. Naturen her er en fryd for øjet, så her er fantastisk at være (på trods af de mange mennesker).

 

Den største ting der er sket i løbet af vores ophold her på Railay Bay, er uden tvivl turen ned til en tatovør. Jeg havde besluttet mig for at jeg skulle have min første tatovering, og det skulle være et tigerhoved på højre overarm. Da vi kom ind i den lille tatovør forretning aftalte vi en pris på 7000 Bath (1400,-) og så var vi klar.

 

Det viste sig dog at han var en traditionel tatovør og brugte ikke maskine, men lavede bambus tatoveringer. Jeg var lige ved at fortryde, men nu var jeg jo kommet så langt, så han blev sat i gang med at tegne. Da han var tilfreds med resultatet af tegningen, skulle udstyret gøres klar.

 

Det var en lille bambuspind med stearin i den ene ende. Han varmede stearinen op og satte en hel række nåle fast, på med handsker og så gik han i gang. Til at starte med tænkte jeg at det jo ikke var så slemt, men det gik ret hurtigt over. Da han havde lavet ca. 1 fjerdedel af tigeren, begyndte jeg at få det dårligt. Jeg fik serveret kold cola og begyndte at lave dybe vejrtrækninger, alt imens at han fortsatte med at tatovere. Pludselig kunne jeg ikke mere og han stoppede for en lille pause, men det var for sent.

 

Jeg besvimede, gik simpelthen ud som et lys. Jeg vågnede igen ved at både han og Daniel stod over mig med lugtesaft og tjattede til mig. Det første jeg fik mumlet var, at jeg ikke kunne fuldføre, men efter at have sundet mig i ca. 20 minutter, var jeg klar nok i hovedet til at vide, at jeg ikke kunne rende rundt med en halvfærdig tatovering resten af livet, så vi fortsatte. Efter i alt godt 2 timer under ”nålen” var han færdig, HOLD KÆFT hvor gjorde det ondt, men jeg er mega glad for at jeg fik den lavet. Der er dog ingen tvivl om at det både er den første og sidste tatovering jeg får :)

Her vurderer jeg rejsen som jeg oplevede den.

Jeg bedømmer : Rejsemål, overnatningssted, rejsebureauet o
g den samlede oplevelse.

Jeg giver karakter på en skala fra 1 til 5.

Rejsemål :
Bangkok 2+
Bangkok´s omegn 4
Koh Kradan 4+
Krabi (Railay Bay) 3
Thailand 3+

Hotellerne :
Imperial Queen Park Hotel 4+
Koh Kradan Beach Resort 2+
Railay Bay Resort & Spa 4

Rejsebureauet :
C&C Travel 4+

Rejseoplevelse :
Samlet set 4

 

Bangkok

Thailands hovedstad er en sand storby. Mange mennesker, meget trafik og masser af aktiviteter.

I Bangkok finder du adskillige interessante kulturelle seværdigheder, den mest kendte må nok være Grand Palace, mange templer, et utal af markeder og kæmpe shopping centre, og et natteliv der ikke findes bedre mange steder i verden.

Indbyggertal
Fastboende: Ca. 16 millioner

Prisniveau i Bangkok
Priser på restaurant
Sodavand 60 Bath
Øl 80 Bath
Lokal ret 150-250 Bath
International ret 350-600 B

Priser på Gaden
Lokal ret 20-50 Bath
Vand 10-15 Bath
Cigaretter 60 Bath

Koh Kradan

Koh Kradan har endnu ikke oplevet de store turiststrømme, øen er først og fremmest populær blandt rygsæksturister, der rejser fra ø til ø. Det er nemt at finde en øde strand, afstandene er små på denne vejløse lilleputø, som kun er fire kilometer lang og en kilometer på det bredeste sted. Sandet er lyst og finkornet, og stranden er lavvandet.

Øen er omgivet af et koralrev, så der er meget at opleve for dem, der holder af snorkling og dykning. Hører du til dem, der hellere vil vandre, er der gode muligheder for trekking langs stier i den frodige natur.

Indbyggertal
Fastboende: Ca. 100 pers.

Prisniveau på Koh Kradan
Priser på restauranten
Øl 50 Bath
Cola 40 Bath
Lokal ret 120-150 Bath
International ret ca.350 Bath
Lille Burger 120 Bath
Pommesfrites 100 Bath
Cigaretter 100 Bath

Krabi

Krabi ligger i det sydlige Thailand, på samme side som Phuket. Området her er meget smukt, mest kendt for sine fantastiske kalktensklipper og dejlige strande.

I disse smukke omgivelser kan du dykke, snokle, sejle med kajak, klatre på klipper eller tage en tur ud i junglen til fods, med cykel eller på elefant.

Indbyggertal
Fastboende ca. 25.000 pers.

Prisniveau i Krabi
Priser på restaurant
Sodavand 30 Bath
Øl 60 Bath
Burger 160 Bath
International ret 350-550 Bath
Lokal ret 150-300 Bath

Priser i butik
Vand 10 Bath
Sodavand 30 Bath
Øl 50 Bath
Cigaretter 70 Bath

Dag 5. Mandag 26/12

I dag nåede vi så frem til vores eget lille paradis, ferieøen Koh Kradan, men det holdt nu lidt hårdt her til morgen med at komme af sted. Vi skulle hentes af C&C Travels agent kl. 05.00 på hotellet, men han dukkede ikke op og efter lidt ringeri fandt vi ud af at han havde haft et uheld og ikke kunne komme. I stedet for fandt hotellet hurtigt en af deres egne biler frem fra garagen og ræsede af sted til lufthavnen med os. Ved ankomsten til lufthavnen fandt vi med møje og besvær frem til den rigtige skranke og fik tjekket ind.

 

Vi nærmest løb igennem de lange gange for at komme ud til gaten hvorfra flyet skulle afgå. Alt den stress var helt unødvendigt, for det viste sig at flyet var 1 time forsinket og vi havde haft rigelig med tid, selvom at vi var kommet for sent afsted fra hotellet.

 

Da vi landede i Trang lufthavn, stod der en chauffør klar til at køre os videre til kysten hvorfra vi skulle sejle over til Koh Kradan med en long tail boat. Inden at vi kom til Kro Kradan skulle vi lige sætte nogen af på en anden ø, men da der ikke blev oplyst om hvor vi var henne, troede vi at vi var fremme og Daniel sprang friskt ind på stranden og stod klar til at modtage bagagen. Forkert ø du, så han måtte gå tilbage ud til båden igennem vandet iført sko, strømper og lange bukser, hold da op for en griner det gav :)

 

Nå men næste stop på sejladsen var så det rigtige sted, og vi kom i land og fik vores bungalow som var beliggende direkte på stranden. Bungalowen bestod af en lille (af udseende) faldefærdig bambus hytte. Inden i hytten var der et rum hvor der var en stor seng og et køleskab. Hytten var også udstyret med en bagdør som førte ud til det det udendørs toilet og brusekabine. Det var et rigtigt lækkert sted, men det var dælme også en stor forskel fra det luksus hotel som vi lige havde boet på i Bangkok.

 

Da vi var kommet på plads gik vi op i restauranten og fik lidt at spise og så stod den derefter på udforskning af øen (hvilket var overstået på en lille time). Tilbage ved resortet fik vi en Chang øl, som i øvrigt smager ganske udmærket. Så blev det tid til en slapper på vores terrasse, men lige pludselig strøg Daniel ned over stranden iført badebukser og hoppede i vandet som den første, jeg nåede slet ikke at få en chance, tænk at ham som er bange for vand og ikke kan svømme, skulle være først :)

Dag 15. Torsdag 5/1

I dag var det så store hjemrejsedag. Vi stod op som sædvanligt ved 7-tiden, og fik vores morgenmad. I løbet af formiddagen gik vi en tur og fik pakket vores tasker. Lidt over 11 tjekkede vi ud fra hotellet og spiste middagsmad. Først på eftermiddagen tog vi en båd tilbage til Ao Nang stranden, hvor der ventede en bil som kørte til lufthavnen.

 

Derefter gik det slav i slav, check-in, fly til Bangkok, ventetid ca 5 timer, fly til Amsterdam, ventetid 1 time, fly til Billund, hvor vi landede kl. 11 Fredag 6/1. Det var en rigtig god slapper ferie, så nu er vi klar til at tage til Tobago på Mandag, hvor der venter 3 dejlige uger.

Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net
dtf_all-inclusive_dk  300 x 250