Langtidsferie på Spanien´s solkyst.

Skift den kolde Danske vinter ud med en langtidsferie på den Spanske solkyst. Andalusien er Spaniens største region. Ved kysten finder man de store turistdestinationer, men inde i baglandet venter der store oplevelser.

Langtidsferie på den spanske solkyst, Costa del Sol, er på vej tilbage. For en årrække siden havde flere rejsebureauer både to og tre måneders ophold til billige penge, og det betød, at mange danskere drog ned til solen og dermed sagde farvel til den danske vinter.

Costa del Sol er også kendt som Andalusien, og det er Spaniens største selvstyrende region med næsten 7 millioner indbyggere. At området er kendt som Solkysten, hænger naturligvis sammen med klimaet. Der siges at være 325 solskinsdage om året.

Turismen begyndte for alvor i 1950'erne. Der blev åbnet det ene pensionat og hotel efter det andet, og det store boom kom omkring 1960. Costa del Sol blev stedet. Infrastrukturen blomstrede, og hotellerne skød op. Der blev etableret lystbådehavne, vandlande og restauranter, som kappedes om kunderne. Endvidere er der næsten 50 golfbaner, hvilket fortæller tydeligt, at det også er et paradis for golfere.

Der er etableret direkte flyvninger til Malaga fra Billund og København og man er ikke længere afhængig af den faste charterforbindelse. Fra Billund kan man således selv sammensætte sin langtidsferie. I Fuengirola, et af de populære steder på Solkysten, kan man f.eks. vælge mellem flere hoteller. På et 3-stjernet hotel ved promenade og marina kan man få et dobbeltværelse med alle faciliteter til 12.775 kr. pr. person i to måneder. Hvis man ønsker et 4-stjernet hotel, kan det også lade sig gøre. Her er prisen for to måneder 15.000 kr. for hotel og flytransport. Et rigtigt godt sted at starte, kunne være zoover.dk hvor du kan søge efter hoteller og se andre gæsters vurderinger af disse.

Costa del Sol har i en lang årrække været en populær og attraktiv turistdestination. Solkysten ligger godt beskyttet af flere bjergkæder, og de er med til at styrke turismen. Det er ikke strand det hele. Mange turister vælger at bo i mere landlige omgivelser, vandre i bjergene eller besøge de små andalusiske landsbyer, hvor man oplever en stille levevis, og hvor man har bevaret den gamle, traditionelle arkitektur.

Men hvad får man tiden til at gå med på en langtidsferie? Ja, der er mange muligheder, og det afhænger selvfølgelig af, hvad man vil. Ønsker man udelukkende et ophold ved stranden, kan det lade sig gøre. Der er masser af strande og små bugter - og på hotellerne er der swimmingpools. Man kan også få tiden til at gå ved blot at slentre rundt og opsøge den lokale atmosfære, tage en drink på en af de utallige små fortovscaféer, læse en dansk avis og komme i kontakt med lokalbefolkningen, men man kan også bruge tiden på oplevelser. Et er sikkert: man behøver i hvert fald ikke at kede sig.

Supermarkederne bugner af specialiteter. Der er markeder i de fleste byer, både ved kysten og inde i baglandet. Der er friske og gode råvarer, og under en langtidsferie er det måske en god ide at lade sig inspirere af det spanske køkken. Når man på sin færden rundt i Andalusien kommer til de små landsbyer, kan man for billige penge få en god frokost eller middag.

En tur gennem de hvide landsbyer vest for Ronda, der ligger i 700 meters højde, er en udflugt værd. På bjergskråningerne bemærker man de små landsbyhuse med røde tegltage og hvidkalkede mure. Områderne er bevokset med stenege, korkege, fyrretræer og ædelgran. Landsbyerne har stejle og snævre gader. Mange af byerne er fra middelalderen. Her er fredeligt, og idyllen er enorm. I siestaen er alt dødt, og det er næsten kun turisterne, der trodser varmen for en kort stund. Den nærliggende café lokker med et spændende regionalt køkken med gryderetter, supper og svine- og lammekødsprodukter.

Man må heller ikke lade sig snyde for en tur til den storslåede by Sevilla. Sevilla ligger ca. 2 1/2 times kørsel fra Malaga i nord-vestlig retning. Byen gennemløbes af floden Guadalquivir. Den er hovedstad i Andalusien og i provinsen Sevilla. Indbyggertallet anslås til ca. 700.000.

Sevilla kaldes af mange for Spaniens stegepande grundet de meget varme somre og det flade landsskab. Turister kan stadig nyde byens middelalderstemning med snoede gader og utallige gågader. Sevilla har en rig historie, som også den dag i dag afspejler sig i form af romerske, kristne, mauriske og selvfølgelig mere moderne bygningsværker. På zoover.dk kan du læse alt om seværdigheder i Sevilla.

Den største by på Spaniens sydkyst er Malaga. Den har over 550.000 indbyggere og er omkranset af bjerge. Forskellige folkeslag og kultuter har sat deres spor og efterladt en rig og historisk kulturarv. Et must i Malaga er selvfølgelig at besøge Picassos museum i den gamle bydel. Det er virkelig en oplevelse for kunstelskere - og selvfølgelig især for Picassotilhængere. Picasso blev født i den andalusiske havneby i 1881 og døde 1973. Museet er uden tvivl Costa del Sols største turistattraktion.

På en langtidsferie betyder indkøbsture en del, eller man skal i hvert fald ud på markeder og i landsbyer for at se, hvad der tilbydes. I Coin og Mijas på ruten til de hvide landsbyer er der mange spændende keramikvarer. Coin er også en stor markedsby. I Vélez-Malaga, lidt øst for byen Malaga, fremstilles der klæder i silke, og der kan købes meget smukke broderier. Grazalema tæt på Ronda, er kendt for sine tæpper, som før i tiden blev brugt af ridderne og hestene i bjergene.
 
Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net