Om 10 år:
All inclusive på hver anden charterrejse


Myterne om all inclusive er på vej til at blive nedbrudt i takt med, at mad og drikke bliver bedre, og derfor vil flere danskere tage konceptet til sig, vurderer rejsebureau.
All Inclusive
Nogen elsker det, andre kan ikke fordrage det. Holdningerne til all inclusive er splittede, men kvaliteten er de seneste år blevet hævet markant. Hotellerne og rejsebureauerne har nemlig investeret milliarder i at udvikle bedre restauranter og barer. Det vil ifølge Star Tour betyde, at mange flere danskere vil tage all inclusive til sig fremover:

- All inclusive vokser i takt med, at flere folk prøver det. At få folk til at prøve det er nemlig den bedste måde at nedbryde myterne om konceptet. Vi regner med, at om 10 år vil hver anden af vores rejser være med all inclusive, siger Nikolai Johnsen, pressechef i Star Tour.

På nuværende tidspunkt sælger Star Tour rejser med all inclusive på 4 ud af 10 rejser. Og blandt tilhængerne af all inclusive kan 2 ud af 3 nikke genkende til, at kvaliteten er blevet bedre de seneste 5 år.

Tvivlerne tvivler på kvaliteten
På nuværende tidspunkt er det dog især en skepsis over for kvaliteten af maden, der holder tvivlerne væk fra all inclusive. Blandt folk, der ikke foretrækker all inclusive, angiver 3 ud af 4 nemlig kvaliteten af maden som årsagen. Derfor ligger der ifølge Star Tour en stor udfordring for branchen i at blive bedre til at kommunikere, hvad all inclusive egentlig er:

- I branchen er der jo mange bureauer, der sælger all inclusive på 2-stjernede hoteller, hvor maden selvfølgelig er derefter. Der skal vi være bedre til at kommunikere, at når rejsende køber all inclusive på 4- og 5-stjernede hoteller, så får de bedre mad. Af samme årsag sælger vi næsten udelukkende all inclusive på 4- og 5-stjernede hoteller for at sikre en god oplevelse, fortæller Nikolai Johnsen.

Undersøgelsen viser også, at blandt de skeptiske charterrejsende finder man stadig en tredjedel, der aldrig har prøvet all inclusive. I denne gruppe er der ifølge Star Tour en naturlig, manglende viden om, hvad all inclusive er for en størrelse.

- Mange rejsende ved endnu ikke, at all inclusive kan indeholde gratis á la carte restauranter, barer med masser af de finere varer og leje af sportsudstyr. Der har vi nok en udfordring i branchen om i at vise, at all inclusive kan være mange forskellige ting, siger Nikolai Johnsen.

En anden årsag til, at Star Tour forventer en vækst i all inclusive er, at man inden for 1-2 år vil lancere en lille håndfuld nyheder, der skal gøre all inclusive endnu mere attraktivt og nemmere at målrette til enten par eller børnefamilier. Netop de skarpe all inclusive-koncepter er nemlig rejsearrangørernes mulighed for at styre, at folk får tilbudt mad og drikke, der passer til dem.
5 ting du måske ikke vidste om all inclusive

- Langt de fleste hoteller ansætter lokalt personale og køber lokale råvarer for at sikre den lokale bæredygtighed

- Mange steder kan du spise gratis på á la carte-restauranter med frit valg fra menukortet

- Mange steder tilbyder såkaldt all inclusive ultra, der også indeholder leje af for eksempel sportsudstyr og med de finere spiritusmærker

- Du får hvad du betaler for - all inclusive på et 5-stjernet hotel vil være noget helt andet end på et 2-stjernet.

- Alle af de bedre all inclusive-hoteller tilbyder allergivenlige alternativer

Geografiske forskelle
Undersøgelsen om all inclusive viser samtidig, at der er store geografiske forskelle på holdningen til all inclusive. Især sønder- og vestjyderne elsker konceptet med hele 77 % på all inclusive-siden, hvorimod nordjyderne er undersøgelsens mindst glade for all inclusive.

Top 6 over all inclusive-tilhængere per region
1: Syd- og Vestjylland
2: Øst- og Midtjylland
3: Sjælland
4: Fyn og øerne
5: København
6: Nordjylland
Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net