Vi tager træningsfeberen med på ferie


Antallet af danskere på aktiv ferie er eksploderet i løbet af de seneste år, og tendensen viser, at vi vil dyrke den samme sport på ferien som herhjemme. Rejsebureauet Star Tour har haft 30.000 danske gæster på fitnesshold på bare et år.
Danskerne træner på livet løs herhjemme. Løb, cykling og især fitness-aktiviteter er i voldsom vækst, og den tendens fortsætter på feriedestinationerne. Faktisk er udviklingen gået så hurtigt, at rejsebureauet Star Tour på kun ét år har haft 30.000 danske deltagere på Les Mills-fitnesshold og melder om konsekvent fuldt bookede hold.

- Det giver prestige at være sund og aktiv på ferien. Vi tager selfier, mens vi dyrker yoga og nyder en sund smoothie ved poolen for at fortælle folk derhjemme, at vi har overskud til at pleje os selv udvendigt og indvendigt. Faktisk er der så mange danskere, der vil træne på ferien, at vi nogle gange har lidt svært ved at følge med, siger Nikolai Johnsen, pressechef i Star Tour.

For at kunne følge med har rejsebureauer som Star Tour investeret milliarder i nyt og moderne træningsudstyr samt uddannelse af fitnessinstruktører. På den måde håber rejsebureauerne at kunne tiltrække de træningsglade danskere nu og i fremtiden.

Cykling & surf er hot, golf er yt
Ifølge en analyse fra Idrættens Analyseinstitut er det især de unge under 50 år, der dyrker fitness, styrketræning og yoga, mens de ældre over 50 år stadig foretrækker vandreturen.

Men som noget nyt vinder cyklen i stigende grad indpas på ferien. Golfudstyret bliver udskiftet med cykeludstyr, fordi danskerne vil være endnu mere aktive på ferien.

- Cykelferie er stille og roligt blevet mere populært og har givet golfen baghjul blandt de lidt ældre. Det er tempoet og motionen på den tohjulede, der tiltrækker. De unge vil gerne have det lidt vildere, så mange tager for eksempel til steder som Kap Verde for at prøve kræfter med kitesurfing, der jo også er blevet meget populært herhjemme, fortæller Nikolai Johnsen

Mere professionelle tilstande
Tidligere var danskerne knap så glade for at træne på ferien, og når der endelig var aktiviteter, var det ofte lidt tilfældige øvelser uden struktur eller tanke bag. Den går slet ikke længere, da danskerne har inspiration og viden fra medier og fitnesscentre med i bagagen.

- Danskere på aktiv ferie tager træningen langt mere seriøst end for 10 år siden, hvor kunne slippe af sted med at arrangere lidt løst hop på stedet. Nu bliver vi nødt til at have professionelle træningsprogrammer som for eksempel Les Mills med en instruktør, der kender hvert et trin og bevægelse. Folk er ganske enkelt mere vidende, når det kommer til træning, og det er jo en god ting, siger Nikolai Johnsen.

Den samme tendens gør sig gældende på løberuterne, hvor Star Tour har måttet indtegne faste længder på 3, 5 og 10 kilometer på Blue Star-hotellerne for at gøre det nemmere og mere struktureret for danskerne at tage deres faste løbetur.

Træningen smitter af på de mindste
Når mor og far beslutter sig for at holde aktiv ferie, giver det også børnene bedre mulighed for at røre sig. Og for de mindste er det især svømningen, der er populært. Men på samme måde som hos de voksne må der også gerne være lidt mere struktur og orden, end kun den sjove vandplask i poolen. Mange forældre vælger derfor at indskrive junior på et svømmehold på hotellet, så den lille kan tage en helt ny læring med sig hjem, mens far og mor endelig får tid til at åbne bogen ved poolen.

- Det handler om at bruge tiden smart på ferien og at udnytte de muligheder, som hotellet stiller til rådighed. Forældrene skal tit lige se, hvordan deres barn klarer sig de første minutter i svømmeundervisningen, men overlader så trygt opsynet til instruktøren, så de selv kan slappe lidt af imens, forklarer Nikolai Johnsen.

Tal fra Star Tour viser, at 1.500 danske børn lærer at svømme på en ferie på Blue Village-hotellerne i løbet af en sommer. Endelig har børnene mulighed for at have det sjovt, mens de rører sig i danseprogrammet ’Born to move’, der også er et certificeret Les Mills-program med professionelle instruktører.

Træningsformer i størst vækst på ferien
1. Fitness (styrketræning, pulstræning)
2. Cykling
3. Yoga
4. Løb
5. Kitesurfing

Typisk program af træningsaktiviteter på et Blue Village-hotel
· 08.30 Bodybalance (yoga, tai chi og pilates)
· 10.00 Bodyvive (puls-, styrke- og core-træning)
· 12.30 Vandsport for hele familien
· 14.00 Vandgymnastik
· 16.00 CXwork (core-træning)
· 17.00 Boldsport som beachvolley, basket eller fodbold 
Kilde: Star Tour
Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net