Mandag 8/6-09.

Vi vågner kl. 06.00 og spiser morgenmad, kl 07.45 har vi en tør landgang på en lille klippeø ved navn South Plazas, her går vi en flot tur rundt på øen og ser de første landleguaner samt en del andre dyr.

 

Dyrearter : Finker, Søløver, Land leguaner, Hav leguaner, Blåfodede suler, Fregatfugle, Pelikaner og Lavafirben.

 

Kl 10.00 er vi tilbage ombord på båden og sejler straks afsted mod øen Santa fe som ligger 2 timers sejlads mod syd. Der er en del søgang men vi når frem uden at det giver problemer med søsyge.

 

Efter middagsmaden har vi en våd landgang og vi får turens første rigtig store oplevelse, da vi på stranden bliver mødt af 2 store søløvekolonier, jeg er den første i land og kaster mig straks over dyrene med kameraet, men det er der en halvvoksen søløve der ikke er helt tilfreds med så den begynder at jagte mig rundt i vandkanten.

 

Det bliver en skøn eftermiddag med masser af gode billede, og vi kan godt mærke at nu er eventyret for alvor begyndt. Tilbage på båden er der igen briefing om næste dag og der bliver snakket livligt om dagens oplevelser.

 

Kl 21.30 sejler vi afsted mod Espanola som ligger 5 timers sejlads væk, den lille båd bliver kastet rundt i bølgerne og allerede efter 1 1/2 times sejlads må jeg tiltrods for søsygepiller en tur på toilettet og ofre aftensmaden, det blev en hård nat og det var skønt da vi endelig lagde os for anker og jeg kunne få lidt søvn.

 

Dyrearter : Havskildpadder, Søløver, Landleguaner, Galapagos duer, Finker, Lavafirben, Pelikaner, Blåfodede suler.

Torsdag 11/6-09.

Vi stod op kl. 05.45 og efter morgenmaden blev vi sejlet ind til Charles Darwin centret hvor Galapagos turerens sidste højdepunkt ventede, Landskildpadderne.

 

Vi vidste godt på forhånd at de var store, men når man pludselig står ved siden af en skildpadde på 250 kg. så går det op for en hvor store de er. De var enorme, og det var vildt fantastisk at komme så tæt på dem, endnu en oplevelse der aldrig vil blive glemt.

 

Så var det slut med Galapagos og vi fløj tilbage til fastlandet hvor guiden ventede på os i lufthavnen.

 

Vi startede vores rundrejse i Andesbjergene med en 5 timers lang køretur til byen Cuenca, som ligger i 2500 m. højde undervejs kom vi op i 4000 m. så det blev en tur med store temperatursving. Da vi landede i Guayaquil var der 37 grader og i Cuenca var der kun 15 graders varme.

 

Efter at vi havde fået vores hotelværelse på hotellet Don Quijote, som er et fint 3 stjernet hotel fik vi et dejligt varmt bad, SKØNT efter de kolde brusebade på Galapagos, vi spiste aftensmad på hotellet og gik tidligt i seng.

Galapagos skildpadder

Søndag 14/6-09.

Efter en dejlig omgang morgenmad med pandekager og alt hvad der ellers hører til startede dagens tur. Vi skulle have været ud at køre i tog, men på grund af parlamentsvalget var det aflyst, så i stedet for kørte vi direkte til byen Baños.

 

Her tog vi ud til et noget de kaldte vandfaldsruten og gik en tur i meget smukt natur indtil at vi til sidst kom frem til et stort vandfald.

 

Derefter kørte vi hen til et sted hvor der var en kabelvogn, her kunne man tage en tur hen over en dyb kløft til et andet vandfald. Daniel fik en tur men jeg turde ikke, da jeg syntes at den så meget skrøbelig ud og der var meget langt ned.

 

Så blev vi kørt til hotellet Monte Selva, det var noget af en nedgang i klasse i forhold til i går, men stadig et udmærket hotel. Byen Baños ligger i 1800 m. og der er utroligt smukt med bjerge, vulkaner og vandfald.

 

Efter indkvarteringen går vi ud og spiser middag, det bliver burgere, sodavand til mig og øl til Daniel, selvom at det er forbudt at servere alkohol nogle steder i 2 dage op til valget, han må dog love at han vil sidde og skjule den.

 

Resten af dagen går vi rundt og ser lidt på byen og får købt lidt mad & drikke til busturen næste dag hvor vi skal til Amazonas.

Torsdag 18/6-09.

Tidligt om morgenen sejlede vi tilbage tilbyen San Pedro hvorfra bussen skulle køre kl. 06.30, men den kom nu aldrig så vi måtte pænt vente til kl. 07.45 før den næste kom. Den gamle lokalbus kørte fuldstændig råddent på den smalle dårlige grusvej, så vi var glade da vi kom frem til Tena efter 1 1/2 time og endnu gladere så vi da vi skulle med en rigtig god bus på gode veje til Quito, så vi så frem til en lille lur i bussen.

 

Vi blev klogere, Chaufføren kørte usansynligt vildt, han ræsede af sted med en sådan fart at man skulle tro at vi havde fanden selv i hælene på os, bussen blev tvunget rundt i alle svingene så vi knap nok kunne holde os fast i sædet, og hver gang vi troede at nu kunne det da ikke blive være, så trådte han lige på speederen og gav bussen endnu mere fart på. Efter 4 1/2 time var vi fremme efter en tur som absolut ikke var for sarte sjæle. Vi kom til samme hotel som sidste gang vi var i byen og brugte resten af dagen på at slappe af.

Søndag 21/6-09.

Vi havde til i dag tilkøbt en heldagstur til Cotopaxi nationalpark. Så kl.08.00 blev vi hentet på hotellet og kørte afsted mod den 5.867 m. høje vulkan.

 

Vi startede først i parkens besøgscenter beliggende i 3.500 m. højde, her fik vi en rundvisning og blev sat lidt ind i vulkanens historie, så fortsatte vi op til en parkeringsplads i 4.600 m. højde, minibussen som vi kørte op i klarede turen med nød og næppe, men der var flere andre som måtte opgive at køre helt op ad den stejle vej og i stedet for måtte gå.

 

Da vi kom ud var det blæsende, det småregnede og var bidende koldt ca. 0 grader, vi fik os pakket så godt ind i det tøj vi havde som muligt og begyndte så at gå lidt rundt i det sære månelandskab, det var mærkeligt for det føltes som om at vi ingen ting vejede på grund af den tynde luft, så ændrede nedbøren sig til en mellemting mellem is og hagl og det gjorde vanvittigt ondt at blive ramt af så vi flygtede ind i minibussen og kørte nedad.

 

I 3.800 m. højde var vejret bedre så vi gik en tur rundt ved en lagune, midt i det hele var der nogle folk sammen med en shaman som var i gang med en ceremoni og pludselig var vi også med i den. Der blev ofret mad til de 4 elementer ild, vand, jord og himmel for at sikre en god høst og et godt helbred det næste år. Det var spændende at være med til.

 

Vi spiste vores madpakke og nåede lige at se vulkanens top bryde igennem skylaget inden at vi kørte hjemad.

Læs meget mere om

Galapagos i Rejseguiden.

 

Ecuador med Galapagos-øerne 2009

Nu er det på tide at jeg begynder at realisere de drømme jeg har om at opleve verden, og verden er jo så meget mere end Europa og middelhavsområdet.

 

Planlægningen begyndte allerede så småt i juni 2008, hvor det rigtige rejsemål blev fundet, det var et svært valg, men da jeg faldt over Ecuador var jeg solgt.

 

Så blev den første kontakt til rejseselskabet skabt, og efter en hel del mails frem og tilbage havde vi lavet en rejseplan som vi mente var den helt rigtige.

 

Den indeholdt alt det bedste som Ecuador har at byde på, hovedstaden Quito, Andesbjergene, vulkaner, Amazonjunglen og Galapagos-øerne.

Fredag 5/6-09.

Vi flyver fra Billund kl. 17.40 til Amsterdam, hvor vi efter 4 1/2 time endelig flyver videre, der er endnu en mellemlanding på øen Bonnier i Caribien og en i Guayaquil som er den største by i Ecuador, inden at vi ankommer kl. 08.00 lokaltid til Quito, 21 timer efter afrejse.

Lørdag 6/6-09.

Efter ankomsten er der et være påstyr i lufthavnen, de er bange for influenzaen H1N1 som der er meget af i regionen, så derfor har de en meget streng kontrol af alle rejsende.

 

Først skal vi alle sammen stå, en efter en, foran en varmeskanner hvor de kan se om vores temperatur er høj, de mener at både min og Daniels er forhøjet, så vi må om i en anden kø for at få taget temperaturen.

 

Den bliver taget i øret og jeg bliver fritaget og får lov til at gå. Daniel får taget den 3 gange, men den er stadig for høj, så han skal også have den taget med et termometer i munden, endelig bliver han godkendt og får adgang til landet, PYHA det var godt.

 

Vi bliver hentet af vores guide og chauffør som kører os til vores hotel Fuente de Piedra, som er et udmærket 3 stjernet hotel i centrum. Resten af dagen går vi lidt rundt i byen og bliver hurtigt enige om at det ikke er nogen særlig køn by pånær den gamle bydel.

 

Kl. 16.00 går vi ud og spiser på en lille lokal restaurant, vi får suppe, ris, kylling og en sodavand hver, samlet pris 4 dollar. Da vi efter den lange rejse er meget trætte, går vi i seng kl. 17.30 totalt udmattede.

Quito Ecuador

Tirsdag 9/6-09.

Vi starter efter morgenmaden med en våd landgang ved Gardner Bay som er en stor flot kridhvid strand, hvor der er en kæmpe stor søløvekoloni. Efter landgangen får vi lov til at gå rundt på egen hånd langs stranden.

 

Det giver nogle fantastiske oplevelser, på et tidspunkt står jeg alene på stranden fuldstændig omgivet af Mogindbirds som farer rundt og spiller op til hinanden og farer rundt om mig og hen over mine sandaler.

 

Længere nede af stranden var der en del klipper i vandkanten hvor havleguanerne sad og spiste alger, hvilket endnu en gang gav anledning til at der blev taget et læs af billeder.

 

Dagens anden landgang var tør, men vi skulle ind i gennem brændingen for at nå kajen, vi sad i den lille moterbåd og kæmpede os igennem flere meter høje bølger. Der var kun Daniel og bådsmanden som troede på at vi klarede det, alle vi andre var 100% sikre på at vi ville kæntre, men heldigvis havde de andre ret og vi kom tørskoede i land, pyha det var næsten lidt for spændende.

 

Espanola er en fantastisk ø med et helt utroligt rigt dyreliv. Aldrig har jeg set så mange dyr samlet på et sted, lige fra at vi gik i land til at vi sejlede tilbage igen stod kameraet ikke stille i et helt minut af gangen, og det blev til mere end 250 billeder på de ca. 3 timer vi var der.

 

Vi startede med at se utallige tusinde Hav leguaner som sad overalt på klipperne i store flokke og slikkede sol efter at have været en tur i det kolde hav for at spise alger.

 

Derefter begyndte vi vores gåtur rundt på øen, hvor vi så den ene koloni af havfugle efter den anden, det var super spændende og højdepunktet blev da vi kom til Albatrosernes yngleplads, verdens største havfugl.

 

Der blev brugt lang tid på at studere denne meget flotte fugl, først ved deres landingsplads, hvor det lykkedes os at se et par landinger, det er absolut ikke yndefuldt når den store fugl rammer jorden for første gang efter op til et år på vingerne, den tumler bare afsted og kan slet ikke finde fodfæste.

 

Lidt senere oplevede vi så den berømte hilsen som fuglene laver, når de møder deres partner efter lang tids fravær. Det var et fantastisk øjeblik og alle stod fuldstændig paralyseret og kiggede på. Det er et minde som aldrig bliver glemt og absolut et af hele turens højdepunkter.

 

Da vi kom tilbage til båden var alle fuldstændig oppe at køre, det havde været en kanon god dag og Espanola er absolut min favorit blandt de Galapagos øer vi så.

 

Dyrearter : Søløver, Hav leguaner, Lavafirben, Mogindbirds, Havskildpadder, Blåfoddet suler, Andre suler, Albatrosser

Fredag 12/6-09.

Efter en god nattesøvn fik vi en lidt kedelig omgang morgenmad. Eftervirkningerne fra turen på båden begyndte at melde sig, nu var det ikke længere søsyge, men derimod var det som at jorden bevægede sig og det gav lidt landsyge i stedet for.

 

Kl. 08.30 blev vi hentet og kørte til Cajas nationalpark som er tågeskov, navnet tågeskov har det fået fordi det ligger så højt oppe at skyerne er helt nede ved jorden, så når man bevæger sig rundt i skovområdet virker det som om at det er tåget.

 

Det var spændende at gå rundt der og det gav os en lille forsmag på hvad der ventede senere i regnskoven, undervejs så vi flere kolibrier, andesænder og forskellige finker.

 

Tilbage i Cuenca  besøgte vi en fabrik hvor de laver panamahatte og et keramikværksted hvor der også var en skøn udsigt over byen.

 

Efter middagsmaden fik vi en byrundtur i den gamle bydel, hvor der er masser af huse i kolonistil, vi så også byens katedral, blomstermarked, frugtmarked og kødmarkedet.

 

Daniel havde fået hul i hans sko, så de sugede vand ind hvilket gav våde tæer. Så vi besluttede at gå på jagt efter et par nye til ham, det vidste sig dog at det ikke var så nemt at finde nogle, vi var inde i ca. 10 butikker før end at vi fandt et sted som havde sko der var store nok, der er åbenbart ikke ret mange Ecuadorianere der bruger over størelse 41 i sko. Men det lykkedes til sidst at finde et par til ham, pris 26 Dollar.

Mandag 15/6-09.

kl. 09.15 efter morgenmaden går vi sammen med guiden til busstationen, hvorfra vi skal have en bus til byen Tena i udkanten af junglen. Det tager 4 timer.

 

I Tena har vi 1 times ventetid og vi beslutter os for at få noget at drikke, så vi får øje på 2 ledige stole ved en lille købmand, Daniel skynder sig derhen og sætter sig, straks kommer der en smuk ung pige og tager stolen ved siden af ham, som han ellers havde beregnet til mig. Han brokker sig gevaldigt og kommer til sidst hen til mig og guiden, hvor han siger at folk godt nok er uvenlige her, Tværtimod siger guiden og forklarer at hun faktisk lige tilbød sig selv til Daniel, og så blir der godt nok grint af ham.

 

Fra Tena kører vi 2 timer i bus ind i Amazonas til en by ved navn San Pedro som består af ca. 20 faldefærdige skure, herfra sejler vi så en lille halv time med motoriseret kano ind til Yacuma lodge hvor vi skal bo de næste dage.

 

Det er et skønt sted lige ned til floden, vi ser et lidt papegøjer og da mørket falder på masser af flagermus og store insekter. Da vi skal spise aftensmad får kokken et stort plus da han bytter mit ris ud med en ekstra kartoffel.

 

Efter en lang rejsedag falder vi i søvn til sangen fra de mange cikader.

Tirsdag 16/6-09.

Vi vågnede 06.15 så vi havde tid til at nyde den friske morgen luft inden at vi skulle spise. Kl. 08.30 kom vores indfødte guide, han lignede nu godt nok ikke nogen indianer, da han havde almindelige shorts og t-shirt på. Vi fik hilst på hinanden og så skulle vi males i hovedet. Det var noget der skulle gøres inden at vi begav os ud i junglen for at holde onde ånder væk og velsigne vores tur.

 

Det var fantastisk at gå rundt i den tætte skov og guiden gik hele tiden foran med sin machette og lavede en lille sti til os, undervejs krydsede vi flere små vandløb.

 

Efter en times tid begyndte det at regne meget kraftigt og der gik ikke mange minutter før end at vi var gennemblødte, der kom også torden og kraftige vindstød, og hver gang at det blæste op kunne vi både se og høre hvordan store grene knækkede af træerne og faldt mod jorden med stor kraft. Guiden var ikke glad for det, men heldigvis holdt det hurtigt op, ellers var turen blevet afbrudt da det er med livet som indsats at færdes der i sådan et vejr.

 

Vi fik fortalt en masse om planterne og smagte også på mange af dem, pludselig knækkede han en lille gren af en busk, åbnede den så myrene indeni kunne komme ud og så spiste han dem.

 

Klamt tænkte jeg, men inden at tanken var tænkt færdig stod vi selv med en gren med myrer i hånden. Daniel prøvede først og sagde at de smagte godt så efter lidt overtalelse lod jeg forsigtigt nogle myrer kravle ud på min finger og puttede dem i munden. De smagte godt, af citron men tanken om at det var myrer var nu ækel.

 

Dagens anden tur startede kl. 14.30, vi krydsede floden i kano, igen smagte vi på en masse planter, nogle bedre end andre. Vi så også en kolonne af bladskærermyrer, store biller, tusindben og en del store edderkopper.

 

Vi besøgte nogle af de lokale indianere, en af kvinderne demonstrerede hvordan man laver lerskåle og så var vi på besøg hos samfundets shaman som bød på en lokal drik, den smagte nu ikke ret godt og så fik vi set hvordan han boede sammen med sin familie.

 

Da vi kom tilbage til lodgen fik vi et koldt brusebad, da der heller ikke her var varmt vand i hanen. Om aftenen var der hygge rundt omkring bålet, hvor vi så sad og drak noget lokalt fremstillet alkohol, som jeg nu heller ikke mener var den store succes.

Fredag 19/6-09.

Vi startede dagen med en byrundtur, hvor vi bl.a så byens flotte katedral, frihedspladsen og præsidentpaladset hvor der var militærparade, den smukke San Francisco kirke.

 

Derefter kørte vi op på Panecillo bjerget hvorfra der er en skøn udsigt over hele Quito.

 

Tilbage på hotellet besluttede vi os for at hygge med lidt øl resten af eftermiddagen. Om aftenen var vi på italiensk restaurant hvor vi fik en rigtig god pizza og så var det ellers sengetid.

Mandag 22/6-09.

Vi skulle op kl. 05.30 for at nå flyet som lettede 09.15, efter ankomsten til lufthavnen skulle vi igennem det helt store cirkus. Først blev vi mødt af politiet som undersøgte alt vores bagage og skulle se pas, så skulle der betales lufthavnsskat, videre til tjek in, næste skranke skulle krontrolere at vi havde betalt vores lufthavnsskat og så skulle passene lige kigges på en gang mere før vi til sidst skulle have håndbagagen gennemlyst.

 

Vi fløj til tiden og med en god times mellemlanding i caribien på øen Bonnier landede vi i Amsterdam kl. 05.00 tirsdag morgen. Der var vi så i transit til kl. 08.50 hvorefter vi fløj til Billund med ankomst kl. 10.00.

 

Det var en super ferie med masser af spændende oplevelser der vil blive husket resten af livet.

¤¤ Min samlede vurdering af rejsen ¤¤

Her vurderer jeg rejsen som jeg oplevede den.

 

Jeg bedømmer : Rejsemål, overnatningssted, rejsebureauet og den samlede oplevelse.

 

Jeg giver karakter på en skala fra 1 til 5.

 

Rejsemål :

Ecuadors bjergområder 4
Amazonas regnskov 4
Galapagosøerne 5 

Overnatning :
Hotellerne 3-4

Båden Guantanamere 5

 

Rejsebureauet :
Kipling Travel 5

Lokal agent/guide 4

 

Rejseoplevelse :

Samlet set 5

 

Søndag 7/6-09.

Vi står op kl. 05.00 friske og udvilede efter næsten 12 timers tiltrængt søvn. Efter morgenmaden bliver vi kørt til lufthavnen for at flyve til Galapagos.

 

Ved ankomsten er der sikkerhedskontrol, sko og hænder desinficeres, det samme blev bagagen undervejs da man prøver på at holde antallet af fremmede bakterier væk fra øerne.

 

Vi bliver kørt til en nærliggende havn hvor båden vi skal være på i de næste 5 dage ligger og venter. Den hedder Guantanamera og er en turistklassebåd med plads til maks 16 passagerer, foruden os er der 1 Svensker, 3 Hollændere, 2 Austalienere, 1 Englænder, 4 Amerikanere og 2 Irlænder.

 

Allerede på havnen får vi en forsmag på hvad der venter os, da der på den eneste bænk der er, ligger flere søløver og slapper af og der er en del havleguaner i området.

 

Efter at være kommet ombord får vi middagsmad imens at vi sejler til en strand på naboøen Santa Cruz, og der er et lille velkomstmøde.

 

Den første våde landgang bliver foretaget om eftermiddagen hvor vi går en lille tur på den hvide strand og har det første rigtige møde med Galapagos rige dyreliv.

 

Om aftenen er der briefing om hvad der skal ske næste dag, og inden vi går til køjs får vi lige et meget koldt brusebad, da der ikke findes varmt vand ombord. Vi lægger for anker indtil sidst på natten hvor vi sejler til øen South Plazas.

 

Dyrearter : Søløver, Havleguaner, Fregatfugle, Blåfodede suler, Sally lightfoot krabber og Pelikaner.

Onsdag 10/6-09.

Formiddagens tur havde meget svært ved at leve op til forventningerne, vi så et par suler, 1 fiskehejre og et par søløver, højdepunktet skulle have været en lagune fyldt med flamingoer, men der var kun 4, sikke en nedtur.

 

Men netop som vi skulle til at opgive at der skulle ske noget spændende kom der en havskildpaddeunge frem, på vej mod vandet for første gang. Det var første møde med havskildpadden på land og alle folk stimlede sammen og hæppede på den lille fyr, selv om at guiderne der var der sagde at den ikke havde en chance for at overleve, fordi den var kommet frem om dagen.

 

Det var endnu et fantastisk øjeblik, desværre havde guiderne ret, for på trods af alle vores anstrengelser nåede den kun at være i vandet i ca. 10 sekunder før end at den blev taget af en Fregatfugl.

 

Om eftermiddagen landede vi på Post office bay som er verdens ældste postkontor, det består af en tønde hvor man putter sine breve i og når der så kommer en som bor i nærheden af hvor brevet skal hen, så tager vedkommende brevet og leverer det.

 

Bagefter gik vi lidt ind på øen til nogle lavatuneller, vi var blandt dem som skulle prøve at gå en tur ned i en af dem, det blev på trods af medbragte lommelygter en meget mørk oplevelse, men samtidig utroligt spændende og vildt, da vandet i hulen gik os til knæerne valgte vi at gå tilbage igen.

 

Da vi kom tilbage på båden begyndte vi at sejle den sidste tur tilbage til hovedøen Santa Cruz, der var endnu en gang rigtig meget søgang, men jeg overvandt søsygen og blev på dækket og nød turen.

 

Om aftenen gik vi alle sammen i byen på discotek, hvor vi havde en rigtig hyggelig aften og fik sagt farvel til hinanden, for i morgen skulle vi alle sammen videre i hver sin retning mod nye oplevelser.

Lørdag 13/6-09.
Dagens tur begyndte kl. 08.00 og gik mod Byen Riobamba, men først kørte vi til Ingapirga som er nogle inkaruiner beliggende i 3500 m. højde. Vi så ruinerne lidt hurtigt for vi småfrøs da det var blæsende og koldt.
 
Turen fortsatte i højder på 3-4000 m. så ind imellem samlede skyerne sig så tæt om os at vi måtte sidde og gætte på hvor vejen var og da der konstant havde været stenskred som lagde og blokkerede vejen, gjorde det det endnu mere spændende.
 
Da der i morgen er parlamentsvalg i landet ser vi undervejs rigtig mange store mængder af soldater blive flyttet rundt for at holde fred og ro.
 
Da vi ankommer til Riobamba ser vi byens katedral og det store lørdagsmarked inden at vi fortsætter til hotellet som ligger 20 minutters kørsel uden for byen ved foden af Chimborazo-vulkanen.

 

Hotellet hed La Andaluza og var en gammel Hasienda (herregård). Det var nogle rigtig flotte forhold at bo under, Til aftensmad fik vi en rigtig god steak, men det bedste var at der var kartofler til, dog for få af dem, men det var skønt ikke at skulle spise ris, som jeg efterhånden var ved at være rigtig odt trætte af.

 

Efter maden var der lidt live musik som vi nød og så var jeg lige en tur på nettet og skrive hjem inden at vi gik i seng.

Onsdag 17/6-09.

Dagenstur begyndte med et besøg på den lokale skole hvor klassens 7 børn sang for os og Daniel prøvede at synge en lidt sær udgave af "se den lille kattekilling" Et spændende besøg og dejligt at se at man trods forholdene alligevel prøvede at uddanne børnene.

 

Derefter sejlede vi 2 timer op af floden for at se et redningscenter for dyr. Undervejs så vi en stor flok af uldaber i træerne. I centret kunne vi se de dyr som lever i junglen men som vi desværre ikke fik af se i det fri.

 

Vi fik set Uldaber, Egernaber, Edderkoppeaber, Puma, Caymaner, Papagøjer, Sumpskildpadder, Ozelotter, Pythonslange og en masse andre dyr som alle var blevet reddet fra et liv som kæledyr, man udsætter løbende dyrene i junglen igen.

 

Da vi havde set centret sejlede vi lidt ned af floden og fandt et sted at spise den medbragte mad, og så var det blevet tid til at prøve at vaske guld, men dog uden større held.

 

Tilbage på lodgen prøvede guiden at lære os at bruge pusterør, men det var nu med samme held som med guldet, for det er ikke bare så lige til at styre et 2 1/2 m. langt pusterør.

Lørdag 20/6-09.

Vi kørte fra hotellet kl. 08.00 mod byen Otavallo hvor der er det største indianermarked i Ecuador, vi brugte godt en time på markedet og fik da også købt lidt tøj og souvenirs.

 

Så gik turen videre til en fuglepark hvor vi så en masse falke, ørne og ugler. Vi så bl.a den enorme Andes-Condor som er den største rovfugl der findes med et vingefang på op til 3 meter og en vægt på 12 kg. Og vi fik også set Harpy ørnen som er en af verdens største ørne med en vægt på 5,5 kg og et vingefang på 2 m. Der var også en spændende opvisning hvor nogle forskellige ørne blev fodret.

 

Vi kørte til det imponerende Peguche vandfald og videre til byen Cotopachi hvor vi spiste, Daniel fik marsvin, jeg valgte kylling men skulle da lige smage lidt af Daniels mad, hvilket jeg ikke brød mig om men han spiste lystigt og mente at det smagte godt.

 

Turen sluttede med et besøg ved Cuicocha søen som er en sø der er dannet i krateret af en aktiv vulkan. Det var en rigtig flot oplevelse og meget spændende at gå rundt på kanten af en aktiv vulkan. Kl. 18.00 var vi tilbage på hotellet i Quito.

Ved brug af siden accepterer du at vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse - Copyright 2009-2017 - jancassoe@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net